Masser af metal til de lokale løftere
Ved de danske mesterskaber for Masters i vægtløftning, der fandt sted denne weekend i Slagelse stillede VK 49 fra Esbjerg med fem løftere.
I aldersgruppen fra 30 til 39 år blev det til en sikker guldmedalje for Daniel Dokkedal, der samtidig kvalificerede sig til klubbens kommende træningslejr på La Santa Sport. I næste aldersgruppe fra 40 til 44 år tog Henrik Eriksen ligeledes en guldmedalje med hjem fra Slagelse.
Den mest vindende vægtløfter i klubbens historie, Peter Banke, vandt næsten selvfølgelig en sikker guldmedalje i aldersgruppen 45 til 49 år og satte samtidig ny dansk masters rekord i 94 kg klassen i træk med 107 kg. I samme vægtklasse løftede debutanten Per Sørensen sig til en flot bronzemedalje.
Bo Dokkedal sluttede af med at tage klubbens fjerde guldmedalje med hjem i aldersgruppen 65 til 69 år og satte ved samme lejlighed to nye danske masters rekorder i 69 kg klassen.
Som kronen på værket lykkedes det for VK 49's hold, som bestod af de fire guldmedaljevindere for første gang nogensinde i klubbens historie at vinde det danske holdmesterskab for Masters løftere. Flot gået!