Fortsæt til indhold

Musikalsk drøm bliver til virkelighed

Arkiv
Arkiv

Archi Ensemblet, der blev dannet som et strygeorkester for fire år siden, giver nu to koncerter. Og her bliver strygeorkestrets drøm om at spille med symfonisk besætning opfyldt, for med en flot fondsstøtte og med støtte fra Esbjerg Kommune er det blevet muligt at indkalde blæsere og en paukist til programmet.
Ensemblets tradition med at have dygtige solister fortsættes ligeledes, idet Birgitte Ebert, domorganist i Ribe, straks sagde ja til at være solist i Josef Rheinbergers 2. koncert for orgel og orkester. En suite for strygere af Leos Janácek indleder koncerten, hvorpå der udvides med ni blæsere og pauker, så Haydns Oxford symfoni kan fremføres. Den romantiske orgelkoncert af Rheinberger bliver sjældent spillet i Danmark, men publikum kan glæde sig til at opleve musikken enten om lørdagen i konservatoriets sal med det fine Marcussenorgel eller om søndagen i Ribe, hvor Birgitte Ebert spiller på sit eget store orgel i domkirken. Harry Lender har stået for indstuderingen og dirigerer ensemblets i alt 34 musikere.
Koncert på Syddansk Musikkonservatorium, HC Ørstedsgade i Esbjerg, lørdag den 15. nov. kl. 16.00. Koncert i Ribe Domkirke, søndag den 16. nov. kl. 16.00. Billetkøb ved indgangen. Entré: 120 kr. Børn og unge under uddannelse gratis adgang.