Kunderne skal tilbage i butikkerne
40 Roskilde-forretninger går med i nyt fælles rabat- og tilbudssystem
- Kunderne skal tilbage i butikkerne, og det kan vi sørge for ved at give dem en god oplevelse med en oplevelse af ekstra service og attraktive tilbud.
Sådan forklarer den 56-årige Peter Smed sin idé, som han nu har fået hele 40 lokale forretninger og virksomheder med på. Han har selv arbejdet hos FONA i Frederiksværk været kollega med Roskildes navnkundige Erik ‘Fona' Hansen.
Derfor irriterer det ham, at der for ofte er tomt i butikkerne, som oven i købet skal finde sig i ‘osere', der kun kommer og ser nærmere på varerne for bagefter at købe dem på nettet.
- Jeg tænkte på, hvad vi kan gøre ved det, og så kom ideen med et værdi-checkhæfte, der indeholder en mulighed for at få rabat eller et særligt godt tilbud hos mange butikker i den samme by. Når de ansatte i en forretning har lyst, giver de sådan et hæfte til en kunde, som får mulighed for at bruge det i en lang række andre forretninger i samme by.
Pænt modtaget
Peter Smed har allerede prøvet ideen i mindre byer som Frederikssund og Jægerspris, så derfor var det oplagt også at prøve i den store handelsby Roskilde, hvor hans projekt er blevet pænt modtaget også af de handlendes lokale organisationer.
- Hvis man handler hos slagteren, kan man samtidig få rabat eller tilbud hos Irma, Kvickly eller en hel tredje forretning - og omvendt. På den måde giver det ekstra trafik i forretningerne, og når jeg først havde fået forklaret min ide, kunne mange af de handlende i Roskilde godt se fordelen ved at være med.
40 butikker i Roskilde er foreløbig gået med i ordningen, og de får tildelt i alt 5.000 kupon-hæfter med rabat og andre tilbud, som de kan dele ud til deres kunder fra slutningen af november.
Interesserede kan på hjemmesiden www.grapixsynergy.com se, hvilke butikker, der er med i ordningen.