Fortsæt til indhold

Ny klinik midt i byen

Bodil Raben har åbnet Midtbyens Kosmetolog, hvor også mænd er velkommen

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

En væg er revet ned, og en anden sat op, der er malet og lagt nyt gulvtæppe, og så er den tidligere guldsmedeforretning på Ramsherred ellers blev indrettet til kosmetolog-klinik.
Her er Bodil Raben nu startet for sig selv efter rundt regnet 20 år i branchen.
"Siden marts har jeg haft klinik hos Karger Beauty i Storegade, hvor jeg lejede mig ind. Men det er selvfølgelig mere optimalt at have sin egen forretning, og det har jeg så nu," smiler Bodil Raben, som tilbyder alle former for hudpleje samt at lægge makeup, lave negle og kunstige øjenvipper.
"Noget af det vigtigste i forbindelse med hudpleje er at kende sin hudtype. Kender man ikke den, risikerer man at komme hjem med fejlkøb, der i bedste fald ikke hjælper og måske ligefrem gør mere skade end gavn," siger hun.

Også for mænd

Som kosmetolog henvender hun sig til folk i alle aldre og af begge køn.
"Til foråret har jeg tænkt mig at sætte fokus på teenage-behandlinger, hvor unge med uren hud efter et par behandlinger kan blive klar til for eksempel deres konfirmation. Desuden overvejer jeg at arrangere en mandeaftener, for dengang for 20 år siden, da jeg startede i Esbjerg var mænd ikke et sjældent syn hos en kosmetolog. Sådan måtte det gerne blive igen," smiler hun.
Bodil Raben er 40 år og bor i Toftlund med tre børn og kæreste. Oprindeligt er hun fra den lille flække Højrup nær Stepping ved Christiansfeld.