Jesper Holm springer ud som thriller-forfatter
En ny Indiana Jones og en arvtager til Da Vinci Mysteriet.
Jo, det er flotte ord, der er sat på reklamemand Jesper Holms nye bog Corpus Christi, som han i sidste uge holdt såkaldt book-release på hos Varmings Boghandel. Og netop Asger Varming var blandt de mange gæster, ligesom han er blandt de personer, der allerede har læst Jesper Holms konspirations-thriller:
“Jeg blev behagelig overrasket. Jeg synes, at persontegningerne er rigtig gode, og så er jeg virkelig begejstret for opbygningen til plottet,” lød skudsmålet fra boghandleren.
Selv var Jesper Holm også umådelig glad for at 'release' sin bog, som har været mange år undervejs med. Men det har været en tro følgesvend og god ven alle årene, også selv om et stort dansk forlag svigtede romanen i 11. time.
“Så jeg tog sagen i egen hånd, og har nu udgivet den sammen med min kompagnon og medindehaver (Birte Bruun, red.), så nu er Kirk og Holm også blevet en forlagsvirksomhed,” griner Jesper Holm, der i bedste Oscar manér stillede sig op og takkede en masse mennesker torsdag aften.
De ni ledetråde
Selv fortælller Jesper Holm, at Corpus Christi er en konspirations-thriller sat i nutid. Det er en bog om tempelridderene, og om hvad der skete med dem efter, at den sidste stormester blev brændt på bålet.
Hovedpersonen er den unge danske tempelridder Noah Smith, som finder en af ordenens ældre riddere korsfæstet på en særlig bestialsk måde. Bogen fører hovedpersonen og læseren rundt til steder i England, Frankrig, Østrig, Tyskland, Italien og Danmark. Som noget særligt er der i Corpus Christi desuden ni ledetråde, som den kvikke læser måske kan finde og dermed udrede, hvem der står bag de bestialske mord.
“Det er den første bog i en trilogi. Jeg har allerede plottet klar til den næste, men det kræver jo altså tid, når man også har et arbejde ved siden af,” smiler Jesper Holm, der nyder selve skriveprocessen :
“Der er noget meget betagende ved at sidde med et hvidt stykke papir, og pludselig er det ikke hvidt mere. Man har tænkt noget i sin hjerne, fået det skrevet ned og set en lille historie udfolde sig. Det er fantastisk. Derudover kan jeg virkelig godt lide at grave mig ned i faktuelle ting og så blande det fiktion og nogle spændende figurer, som jeg selv opfinder og har lyst til at være sammen med. I mange år,” griner forfatter Jesper Holm, der med egne ord havde en rigtig rigtig god torsdag aften.