Gazværket fyrer op under Aabenraa
En smeltedigel af kulturelle muligheder kommer under ét tag, når Gazværket slår porten op til efteråret
Der bliver fyret op under kultur- og nattelivet i Aabenraa, når Aabenrass nye kulturelle trækplaster, Gazværket, slår portene op på Gasværksvej 20 i løbet af efteråret.
Bag initiativet står Hasse Eduard, der i forvejen ejer Hasses Aabenraa, og han har visionerne klar for det nye sted.
“Vi har masser af idéer. Vi har, for nu at sige det lige ud, stjålet lidt fra Train i Aarhus. Her er der også to dele, og det koncept kan vi godt lide”, fortsætter han.
Meget mere end disko
Gazværket kommer til at rumme et diskotek, hvor byens unge kan give den gas. Men Gazværket bliver meget mere end det, lover Hasse Eduard.
Der vil blive mulighed for at lave events, stand-up, firmaarrangementer og koncerter - blandt andet.
“Vi vil gerne lave et sted, hvor der åbnes op for flere forskellige typer arrangementer. Der bliver et diskotek for de unge, og så bliver der en afdeling, hvor de lidt ældre kan være. Der vil blive mulighed for at holde events, og så satser vi meget på at kunne trække koncerter til Aabenraa. Gazværket vil kunne rumme 7-800 publikummer, og det giver mulighed for koncerter, som lige nu flyver forbi Aabenraa, simpelthen fordi vi ikke har rammerne. Dem får vi nu”, lyder det fra Hasse Eduard.
Diner og kiosk
Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke, og også det har Hasse Eduard styr på.
“Der vil komme et spisested i dinerstil i sammenhæng med stedet. Og så bliver der suppleret med en kiosk. Så der bliver masser af muligheder også på den front”.
Han har dog ingen intentioner om selv at styre den del.
“Jeg holder mig til det, jeg kan finde ud af, og så overlader jeg resten til andre. Derfor vil jeg også indgå et samarbejde med Gry (Kibsgaard fra Café Kridt red.), og hun er med på idéen”, fortæller Hasse videre.
Glad borgmester
Borgmester Thomas Andresen er glad for Hassse Eduards initiativ.
“Det er et super initiativ, der støtter fint op omkring vores ønske om at forbedre ungdomsmiljøet i Aabenraa”, lyder det fra borgmesteren.
Når Gazværket skal til betyder det samtidig, at Kommunens Interne Servicekorps (KIS), der i dag benytter bygningen, må flytte.
“Vi ønsker at give dem de allerbedste muligheder for at fortsætte succesen. Og vi har masser af steder som kan huse KIS. En mulighed kunne være på det gamle Reva i Lavgade. Vi er i gang med at arbejde med det, men det mangler stadig lige at falde helt i hak”, siger Thomas Andresen.
...det giver mulighed for koncerter, som lige nu flyver forbi Aabenraa, simpelthen fordi vi ikke har rammerne
Hasse Eduard