Fortsæt til indhold

Jul og kultur i Roskilde

Arkiv
Arkiv

Meditation og Gud Sankt Andreas kapel i Domkirken bliver torsdag 4. december klokken 17 brugt til en meditationsgudstjeneste. Med få ord bliver rammerne dannet til eftertænksomhed, stilhed og meditation.


Jul på Ryegaard Gods Et nyt julemarked ser dagens lys på Ryegaard Gods fra på lørdag og de kommende weekender op til den festlige højtid. Her bliver de nyrenoverede stalde fyldt op med boder. Her kan man få fingrene i præmieret chokolade, håndlavet marmelade og bolsjer, julepynt af forskelligt materiale og gaveideer. Adressen er Munkholmvej 380. Markedet har åbent fra 16 -19 på fredage. Og fra 10 – 16 i weekenden.


Pagten på Roskilde Teater Det flydende teater præsenterer den anmelderroste musikdramatiske forestilling Pagten. Den handler om Blixens og Bjørnvigs stormfulde og passionerede forhold, hvor digterierne flyder. Forestillingen foregår torsdag 4. december på Laboratoriet, Musicon kl. 13 og kl. 19.30. Billetter kan købes på www. roskildeteater.dk. eller ved indgangen.

Gudstjeneste for ældre i Jakobskirken Onsdag 3. december kl. 13 kan man komme til adventsgudstjeneste for ældre, med kaffebord og fællessang i Jakobskirken. Det første lys i adventskransen bliver tændt, og der bliver sunget adventssalmer. Bagefter er der kaffe og forslag af yndlingssange.



Koncert i Svogerslev Kirke Julen synges ind ved en koncert i Svogerslev kirke søndag 30. november kl.16. Den polskfødte sopran Klaudia Kidon, der er kendt fra DR's vokalensemble, synger for. Hun akkompagneres af orgelspiller Jens E. Christensen, der til daglig er organist ved Vor Frelsers kirke i København og er kendt for sin entusiastiske tilgang til musikken. Der er gratis adgang.


Aakanden juler Fransk stemning i den gamle stald kan man opleve, når der er julemarked i Aakanden i Borup fra torsdag-fredag kl 13-17 og lørdag-søndag 10-16 i den kommende måned. Her er den store stald fyldt med møbler, lamper og interiør i fransk stil. Aakanden ligger Dyndetvej 4 i Borup.


Tænkepause Undergraver krigen mod terror det samfund, vi ønsker at forsvare? Dette spørgsmål vil forsker Carsten Bagge Laustsen behandle i sit foredrag på baggrund af den bog, han har udgivet om emnet i år. Tænkepausen foregår i Salen på Roskilde Bibliotek torsdag 11. december fra kl. 17-19. Billetter kan købes på roskildebib.dk/kalender.