Fortsæt til indhold

Strejke blandt sygeplejersker har bredt sig

40 operationer aflyst

Arkiv
Anette Gundlach

Anæstesisygeplejerskerne strejker stadig på Roskilde sygehus. Det betyder, at der er aflyst 40 ikke-hastende operationer.
I dag har strejken spredt sig til Køge Sygehus, hvor den samme faggruppe har nedlagt arbejdet på grund af utilfredshed med arbejdsvilkårene.
Trods arbejdsnedlæggelsen er alle akutte operationer gennemført. Det samme er alle operationer for kræft eller også bliver de en dag forsinket.
Anæstesisygeplejersker har som opgave at sørge for, at patienten er i fuld bedøvelse ved operationer, som kræver bedøvelse.

Hjælp fra læger

Lægefaglig vicedirektør for direktør for sygehusene i Roskilde og Køge, Teis Andersen, fortæller:
- Vi har bedt alle vores anæstesi-læger hjælpe til, så vi kan gennemføre de akutte operationer og operationer for kræft.
Han beklager, at patienterne kommer i klemme.
- Vi vælger at kontakte visse patienter og udskyde deres behandling, fordi det trods alt er bedre at være informeret end at komme forgæves.
Alle patienter, der skal opereres i de kommende dage, skal møde som aftalt, hvis de ikke hører andet.

ag@roskildeavis.dk