“Bare folk giver den gas - så er min jul i hus”
Irene Sydow Andresen samler igen ind til fordel for mindre bemidlede familier
julehjælp Det er stort at hjælpe andre, og dem, som har prøvet det, ved hvor meget man selv får igen. Derfor var Irene Sydow Andresen fra Skind og Pind i Haderslev heller ikke et øjeblik i tvivl om, at hun skulle gentage sidste års julehjælps-aktion til fordel for mindre bemidlede børnefamilier i Haderslev. I år har hun slået sig sammen med Thomas Aarø Andersen fra Louis Nielsen i den gode sags tjeneste. “Det er andet år, vi samarbejder med Lene fra “Parasollen”, som jo har kendskab til de børnefamilier i Haderslev, som har mest brug for hjælp,” siger Irene Sydow Andresen, som håber at rigtig mange borgere vil støtte den gode sag. “Det eneste man skal gøre, er at købe en gave, markere den “dreng eller pige”, og aflevere den i butikken inden den 22. december. Jeg håber, at folk giver den gas - så er min jul i hvert fald i hus,” tilføjer Irene: “Indtil nu er der kommet for ca. 10.000 kroner i vinter jakker, jeans og trøjer fra en af mine leverandører, 10 skønne hjemmestrikkede strømper, samt 500 kroner til indkøb af gaver.” Man kan også vælge at donere et beløb, som indbetales på reg.nr. 8117, kontonr. 3022085. Husk at skrive “Julehjælp” i kommentarfeltet.