Bil med øjenvipper bliver mødt med smil overalt
Skønhedseksperten Caroline Bjerring fortæller om sin særprægede bil
Caroline Bjerring er indehaver af Caroline Bjerring - successful skin and body care i Vejle. Hun er uddannet kosmetolog og spa-terapeut og holder til i Latiner-kvarteret i midtbyen. Lokalavisen Drive har mødt hende til en snak om hendes forhold til sin bil og biler generelt.
Hvilken bil kører du i nu?
Fiat 500 sport
Hvorfor kører du i den bil, du kører i nu?
Den er lille, sjov og enormt praktisk, når man kører meget bykørsel og skal parkere. Selvom det er en lille og forholdsvis billig bil, er finishen rigtig fin og ikke så plastikagtig som man ofte ser ved små biler.
Hvad er det bedste ved din bil?
Den skiller sig selvfølgelig ud med øjenvipperne. Man kan ikke være andet end glad, når man kører rundt i den, for børn som voksne kigger efter den og smiler og vinker.
Hvad er det værste?
Den er ind imellem lige lille nok.
Hvad siger ”omgivelserne” til din bil?
Jeg bliver mødt af smil overalt, og det er simpelthen en fornøjelse. Den fungerer jo som en rullende reklamesøjle for mit brand.
Hvis du selv kunne vælge uden skelen til økonomi, hvad er så din drømmebil?
Jeg har altid været forelsket i store, stærke 4-hjulstrækkere. Jeg er vild med at sætte mig "op" i en bil. Men nu, hvor der er kommet så mange fede elbiler på markedet, vil jeg drømme om en Tesla.
Hvorfor kører du så ikke i den?
Det har jeg ikke råd til :-) Men min næste bil skal afgjort være en el-bil, det passer utrolig godt til mit behov.
Spillede det en rolle, hvad omgivelserne ville kunne finde på at sige til bilen (i kraft af job, jantelov eller lignende), da du skulle købe din nuværende bil?
Det var et helt bevidst valg, da jeg købte min Fiat, jeg ville gerne have noget småt og smart, og mine gode venner gav mig vipperne i fødselsdagsgave og fuldendte på den måde looket.
Skulle der ændres noget omkring afgifter på biler, hvis det stod til dig?
Helt klart. De skal sættes ned.