Fortsæt til indhold

Poseidon projektet afsluttet

Arkiv
Arkiv

UDDANNELSE: Plön-Koppelsberg i Tyskland var mandag den 1.12. stedet for afslutningskonferencen på det 2-årige Poseidonprojekt mellem Køge og Plön.
Fra Køge Kommune deltog en delegation med elever og lærere fra STU uddannelsen Fremtidslinjen, ledelsesrepræsentanter fra UUV og formanden for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge - Mads Andersen.
Det var en veloplagt Einrichtungsleiter Christian Lange fra JAW Koppelsberg, der åbnede konferencen og samtidig så tilbage på succesfulde elevudvekslinger mellem JAW Koppelsberg og Fremtidslinjen i Køge.
- Sammen med lærerudvekslinger og gensidig udveksling af metoder kan vi se tilbage på 2 gode projektår med et godt samarbejde mellem Tyskland og Danmark som begge partere har fået udbytte af, var Christian Langes åbningsbudskab til konferencens 70 deltagere, der fik indlæg oversat simultant til dansk eller tysk.
Tove Tranberg fra Fremtidslinjen takkede i sit indlæg for tysk inspiration til metodeudvikling og kendskab til ”den tyske model” for integration af handicappede på arbejdsmarkedet.
- Metodekendskabet har bl.a. ført til indførsel af kompetencetavler på Fremtidslinjens forskellige værksteder, som et konkret resultat af projektet, sluttede Tove Tranberg.
Formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune, Mads Andersen fandt det vigtigt, at der var fokus på området med integration af unge med særlige behov på arbejdsmarkedet, selv om det er et forholdsvis lille område.
- En kommune bør være kendt på, at der er plads til – og brug for - alle borgere, siger Mads Andersen, der var glædeligt overrasket over den meget positive evaluering af elevudvekslingen, der havde givet stort udbytte og fået mange elever til at overskride grænser i mere end en forstand, som det fremgik af konferencen.
Sammen med udviklingen af kompetencetavlerne som er implementeret på Fremtidslinjens forskellige værksteder, fandt Mads Andersen det positivt at der foruden et godt samarbejde også var to konkrete resultater af projektet, der har været støttet fra EU's INTERREG pulje i den 2 år lange løbetid.
Parterne er enige om, at man skal forsøge sammen at skabe økonomisk grundlag for en fortsættelse af samarbejdet gennem EU fonde og uanset om det lykkes, vil der fortsat være et samarbejde og en kontakt mellem JAW Koppelsberg og Fremtidslinjen i Køge slog Mads Andersen, Morten Ellegaard - leder af Fremtidslinjen - og Christian Lange fast i forbindelse med afslutningskonferencen, der sluttede med et tværnationalt elevteater opført over H. C. Andersens eventyr ”Den grimme ælling”.
pm