Fortsæt til indhold

131.000 i Sydjylland har brugt BoligJob-ordningen

Over en halv million danskere brugte sidste år BoligJob-ordningen. Også i Region Sydjylland er ordningen blevet flittigt brugt, viser en opgørelse

Arkiv
Kim Schou

555.000 danskere fordelt ud over hele landet har i 2013 brugt BoligJob-ordningens mulighed for at trække håndværkerregningen eller rengøringen fra i skat. I Region Sydjylland alene har 131.000 personer brugt ordningen. Det svarer til 12,8 procent af alle indbyggere over 18 år i regionen, viser tal fra SKAT.
"Hver gang en person bruger BoligJob-ordningen giver det arbejdsopgaver og dermed også arbejdspladser i vores lokalområde, og tallene viser, at alle os, der bor i Syddanmark, har været gode til at bruge den og dermed også bidraget til at holde gang i hjulene i lokalområdet," siger formand for Dansk Byggeri Sydjylland, Michael Mathiesen.
I Region Hovedstaden har 150.000 personer over 18 år brugt ordningen, i Region Midtjylland 134.000, i Region Sydjylland 131.000, i Region Nordjylland 65.000 og i Region Sjælland har 75.000 brugt ordningen.
Hvis man ser på, hvilken indkomst brugerne af BoligJob-ordningen har, så viser tallene, at det er den helt almindelige dansker, der bruger ordningen mest. Flertallet, svarende til 310.000 danskere med en indkomst under 350.000 kroner, brugte sidste år BoligJob-ordningen.
"Fradraget har gjort, at særligt små virksomheder har haft nok at lave til at holde skruen oven vande under krisen. Og samtidig har fradraget ikke mindst gjort det mindre fristende at få udført sort arbejde, fordi prisforskellen på hvidt og sort pludselig ikke er så stor," siger Michael Mathiesen.
Ifølge Dansk Byggeris beregninger skaber danskernes brug af ordningen 5.000 arbejdspladser på landsplan – heraf 1.150 alene i Region Syddanmark.
"2015 tegner desværre ikke alt for godt, når man ser på konjunkturerne. Derfor ærgrer det mig selvfølgelig, at vi også skal vinke farvel til BoligJob-ordningen og de 1.150 arbejdspladser, den skaber. Det kommer til at kunne mærkes allerede fra årsskiftet," siger Michael Mathiesen.