Køgepige hovedperson i DR-dokumentar
Camilla Skovgaard Petersen havde et kamerahold fra DR med på Køge Gymnasium i denne uge, da hun holdt foredrag om at finde balance i studielivet.
UDDANNELSE: Camilla Skovgaard Petersen fra Køge bliver en af hovedpersonerne, når DR til foråret sætter fokus på de ambitiøse og perfektionistiske piger i gymnasiet som en del af dokumentarserien Historien Bag Historien.
Hun er forfatter til bogen "Fucking fantastiske 20'ere!", som handler om bagsiden af medaljen og om at give slip på idealet om den perfekte pige, og hun holder en række foredrag om emnet - blandt andet foran over 200 elever på Køge Gymnasium i denne uge, hvor hun selv blev student i 2002.
Før, under og efter foredraget blev hun fulgt af et kamerahold og en journalist fra DR med henblik på dokumentarprogrammet.
- Jeg synes, at vi, der har været det hele igennem, også har et ansvar for at give nogle erfaringer videre, siger hun om sin bog og foredragene.