Fortsæt til indhold

Skylden for 1864 placeres

Arkiv
Arkiv

Hvem havde skylden for krigen i 1864? Det kan man måske få opklaret i et foredrag på Rigsarkivet Aabenraa torsdag den 20. november kl. 15 med fhv. rigsarkivar, dr.phil Johan Peter Noack, der tidligere har været direktør for Institut for Grænseregionsforskning, mens dette lå i Aabenraa.
I Ole Bornedals film '1864' reduceres årsagen til krigen i 1864 til ”gale mænds euforiske dårskab”. Den nationalliberale danske regering var behersket af nationalt overmod og bar sig tåbeligt ad. Den var dermed selv skyld i alle ulykkerne. Dette synspunkt er langtfra nyt. Det er stort set lige så gammelt som krigen selv - 150 år. Men er det rigtigt?
Foredraget bærer titlen 'Helstaten og et nyt Tysklands fødselsveer. Kritiske betragtninger om baggrunden for krigen 1864'. Her vil Noack gøre op med den nævnte tradition for at tilskrive Danmark al skyld for krigens udbrud. Han vil se krigen i nær sammenhæng med forsøget på at samle de mange store, mellemstore og små tyske stater til ét rige. Og han vil pege på andre ansvarlige for katastrofen i 1864, udenlandske såvel som indenlandske.
Foredraget bygger på Noacks bog 'Da Danmark blev Danmark', som udkom tidligere i år.
Der er fri adgang, og tilmelding er ikke nødvendig.