Gå en tur 57 meter oppe
Den højtragende attraktion åbner til maj. Fra februar sættes billetter til salg
“Tag på en gåtur 57 meter over Lillebælts overflade. Der er udsigt til noget særligt.”
Turister, der leder efter attraktioner i Trekantområdet, kommer ikke uden om Bridgewalking Lillebælt, der åbner til maj næste år.
Torsdag tog borgmestrene fra Fredericia og Middelfart, Jacob Bjerregaard og Steen Dahlstrøm, første spadestik til det godt 13 millioner kroner dyre projekt.
“Det er fantastisk at få en turistmagnet, der kan tiltrække mange besøgende og skabe omsætning og arbejdspladser i området,” lyder det fra Jacob Bjerregaard.
Projektleder Knud E. Øbro Jeppesen, der får ansvaret for driften af Bridgewalking, fortæller, at der nu skal ansættes og uddannes 40-50 guider. Guiderne skal sørge for alle sikkerhedsinstruktioner, og i øvrigt fortælle deltagerne om broen, området og udsigten.
“Her ved Natur- og Aktivitetscentret på Hindsgavl bygger vi et velkomst- og formidlingscenter. Et hus, hvor de besøgende via touchskærme og kulisser bliver klogere på broen og selve byggeriet. Langt de fleste turister planlægger og køber deres Bridgewalking-billetter via internettet, men det kan også lade sig gøre i formidlingscentret,” siger Knud E. Øbro Jeppesen.
Der etableres også opgang til attraktionen fra Fredericia-siden.
Der er plads til 20 deltagere pr. tur. Man skal være mindst 140 centimeter høj. Prisen er 249 kroner for voksne og 199 kroner for børn.
Turen tager cirka to timer inklusive sikkerhedsintruktioner og omklædning. Man får udleveret en heldragt, som man må tage med hjem.
“I alt er turen tre kilometer lang, og man kommer til at gå på begge sider af broen,” fortæller eventmanager Martin Stockholm fra styregruppen.
Bridgewalking Lillebælt holder åbent alle dage, hvis vejrforholdene tillader det.
“Vi budgetterer med 21.000 gæster om året, men kapaciteten er langt højere, nemlig 128.000.”