Julehjerter af gamle gulvtæpper
TV-dommer, kunstner og altmuligmanden Thomas Dambo gæster Nygadehuset den 29. november, hvor han vil omsætte genbrugs-guld til julepynt.
Thomas Dambo er kendt som en af dommerne i tv-programmet 'Vores genbugshjem' på TV2. Her dyster familier om at lave de bedste og flotteste rum i genbrugsmaterialer. Dysten er skiftet ud med julestemning, når Thomas Dambo gæster kultur- og aktivitetshuset Nygadehuset. Her afvikler det kreative iværksætterforum 'Dare2Mansion' en genbrugsworkshop for børn og voksne. Med Thomas Dambo i spidsen skal affald laves om til flot og finurligt julepynt.
"Jeg glæder mig til at vise, hvordan eksempelvis gamle gulvtæpper kan blive til de flotteste julehjerter," siger Thomas Dambo.
"Vi lever i en tid, hvor flere og flere kan se værdien i, hvordan brugte ting og affald med simple virkemidler kan få nyt liv. Genbrugsmaterialer kan med et tvist opfylde nutidens krav til design og funktionalitet. Hvorfor skulle det være anderledes med julepynt," lyder det fra Thomas Dambo, der er en del af Dare2Mansion.
Workshoppen finder sted fra kl 10 til 13 i Nygadehusets store sal Spilloppen. Interesserede kan bare møde op, når dørene åbner. Workshoppen afvikles med støtte fra Arwos Puljen 2013.