Byens største vandbassin giver tørre kældre
Kæmpe bassin underr Shellgrunden skal forhindre oversvømmelser og forurening
Den hårdt hærgede Shell-tankstation på Sydbanegade vil forsvinde fra jordens overflade i løbet af denne uge og bliver erstattet af en dagligvarebutik og et kagehus.
Den helt store fornyelse i området kommer sker dog under jorden.
For når de sidste murbrokker fra den grafitti- og brandhærgede ruin er ryddet, begynder Kolding Spildevand at grave for at bygge byens største bassin.
Forhindrer fyldt kældre
Det er et underjordisk bassin, der både skal forhindre oversvømmelser og fyldte kældre i området ved større regnvejr og skal samtidigt sikre, at det spildevand, der løber ud i Kolding Fjord, er mere rent.
“Overfladevand og spildevand bliver så at sige fortyndet i bassinet. På den måde forhindrer vi både oversvømmelser og forureninger som det vi har oplevet ved Rebæk”, fortæller Knud Erik Langhoff, formand for Kolding Spildevands bestyrelse.
Bassinet vil kunne rumme 1,75 millioner liter vand og skal samle det vand, byens kloakrør ikke kan rumme, når vandet vælter ned. Når det sker, løber det nu over i kældre, å og fjord.
Der er nu overløb cirka 60 gange om året. Med det nye bassin vil dette kunne reduceres til fem, oplyser Kolding Spildevand.
“Vore kloakker skal håndtere langt mere vand i dag end da de blev bygget”, forklarer Knud Erik Langhoff, som peger på flere og mere voldsomme regnskyl på grund af klimaforandringer.
“I stedet for at grave alle kloakker op og lægge nye, anlægger vi nu dette sparebassin”, tilføjer han i en pressemeddelelse.
Flytter en fodboldbane
Det nye kæmpebassin skal være klar omkring Sankt Hans og skal ligge på den såkaldte Shell-grund under parkeringspladsen mellem de nye bygninger, Rema1000 og Lagkagehuset.
Arbejdet, der nu går i gang, vil være noget, koldingenserne vil bemærke.
Der skal flyttes jord i mængder, der svarer til at man graver en fodboldbane op i én meters dybde. Der skal omkring 250 lastbiler at fjerne så meget jord.
Og så skal der i den kommende tid bankes tre kilometer betonpæle ned i jorden, som der skal støbes et fundament omkring.
“Pælene ligger klar i Vejle til at blive kørt til Kolding”, fortæller Koldings Spildevands direktør Per Holm.
De to forretninger på grunden ventes at være klar i marts eller april næste år.