Camilla havde fem snaksagelige mænd i hovedet
Gratis foredrag om skizofreni i Medborgerhuset Korskær
Det handler om et liv med skizofreni, når Sundhedsfremme Gruppen & SIND inviterer til foredrag torsdag den 20. november i Medborgerhuset Korskær i Fredericia.
"Forestil dig, at du i dit hoved har fem mænd. Fem meget aktive og snaksagelige mænd. I alle dine vågne timer ævler og kævler de og kommenterer på alt og alle omkring dig. Du har aldrig ro. Sådan var det i mit hoved, da jeg sidste år blev indlagt på psykiatrisk afdeling," fortæller 26-årige Camilla, der har skizofreni.
"I dag lever jeg et på mange måder normalt liv sammen med min mand, men for bare halvandet år siden var jeg invalideret af skizofrenien. Jeg sov 18 timer i døgnet og mine få vågne timer var præget af et stort indre kaos og larmen fra stemmerne i mit hoved."
Camillas fortælling om stemmernes udvikling fra barn til voksen og livet med skizofreni begynder klokken 19-21 i Medborgerhuset. Foredraget er gratis og kræver ikke tilmelding.