Stor aften for nærdemokratiet
150 mødte frem til borgermødet om, hvad grusgraven ved Svogerslev skal bruges til
- Jeg synes, det var en stor aften for nærdemokratiet, at så mange mennesker mødte frem og var engageret i diskussionen, siger byrådsmedlem Merete Dea Larsen (DF), efter at 150 mennesker deltog i borgermødet tirsdag aften om, hvad grusgraven ved Svogerslev skal bruges til. Kommunen havde på forhånd regnet med højst 50 deltagere, som der normalt kommer på en 'rigtig god aften'. Derfor måtte arrangeørerne i en fart finde ekstra stole frem på Lynghøjskolen. -Da jeg i sin tid sammen med Bent Jørgensen fra Venstre foreslog, at udnyttelsen af grusgraven til rekreativt område for Svogerslev skulle på dagsordenen, havde jeg slet ikke forestillet mig, at der ville være så stor interesse, siger Merete Dea Larsen. Blandt de ideer, der kom frem på mødet, var at lave bade- og fiskesø i området. En skydebane blev også bragt frem, men den vakte ikke lige så stor genklang. Roskilde Roklub, der hører til landets stærkeste indenfor sin idrætsgren, har også drømt om at få en træningsbane i smult vande, fremfor at køre til Gladsaxe eller ro på fjorden. Men det vil blive både dyrt og svært at få forbundet to søer for at skabe en bane, der skal være på 2.000 meter. Merete Dea tror mest på fritidsaktiviteter som svævebane og stier til motionsløbere og BMX-folket.
Borgergruppe
På mødet tirsdag blev der sammensat en borgergruppe med repræsentanter for nogle af Svogerslevs vigtigste foreninger. Den skal nu vurdere de mange forskellige ønsker og komme med et fælles oplæg om, hvad der er bedst og mest realistisk. Derefter skal de diskutere det sammen med en politisk følgegruppe, som har følgende sammensætning: Bent Jørgensen (V), Merete Dea Larsen (DF), Anna Bondo (El), Carsten Wickmann (Kons.) og formanden for Plan- og Teknikudvalget Torben Jørgensen (S).