Fortsæt til indhold

Mange Køge-borgere fik tjekket helbredet

Arkiv
Arkiv

KØGE: Omkring 250 borgere var onsdag eftermiddag den 19. november mødt op på Køge Rådhus til det årlige sundhedstjek.
Flest ældre, men også rigtig mange omkring de 50 år, var kommet for at få tjekket, om de har diabetes - sukkersyge - eller KOL, tidligere kaldet rygerlunger.
I Rådhusets kantine kunne man nemlig i anledningen af Verdens Diabetes Dag og Lungedagen få målt sit blodsukker og sin lungefunktion – og specielt lungefunktionstesten er efterspurgt blandt de mange fremmødte.
75-årige Hedie Madsen kom for at få målt sin lungefunktion:
- Jeg har levet sammen med en storryger i 28 år, og han har KOL i dag, så jeg vil gerne have tjekket mine. Det kan jo være, at al den røg har påvirket mig, sagde Hedie Madsen fra Køge, der dog ikke kun er kommet til lunge-tjek:
- Jeg fik også kigget på mine fødder. Og fodterapeuten fortalte mig, at jeg havde en nedsunken forfod. Jeg burde få et indlæg, så jeg kunne slippe for en del af smerterne. Så det vil jeg sige til min læge, sagde Hedie Madsen.
Formålet med sundhedstjekket er at få opsporet de borgere, der går rundt med diabetes eller KOL, uden selv at vide det. Undersøgelser viser nemlig, at en tidlig behandling af de to kroniske sygdomme kan holde sygdommene nede. Arrangementet har kørt i fem år nu og har tiltrukket rigtig mange borgere hvert år.
Initiativet er et samarbejde mellem Medicinsk afdeling på Køge Sygehus, praktiserende læger i Køge Kommune, Diabetesforeningen, Danmarks Lungeforening og Køge Kommune.
Poul Richardt fra Ølby ville have tjekket, om han har diabetes.
- Jeg er så træt. Hvis jeg ikke holder mig beskæftiget, kan jeg falde i søvn - når som helst. Min bror har diabetes og min mor havde det også, så der er da en sandsynlighed for, at det kan være diabetes, forklarede 89-årige Poul Richardt og tilføjede:
- Men jeg tror nu ikke jeg fejler noget. Jeg skal nok bare have noget jern. Men nu får jeg det i hvert fald tjekket, sagde Poul Richardt inden tjekket.
pm

75-årige Hedie Madsen og 89-årige Poul Richardt var kommet til årets sundhedstjek på Køge Rådhus. (Foto. Tine Goll).
Ernst Ove Pedersen på 69 år får målt sin lungefunktion ved en pusteprøve. (Foto: Tine Goll).
Fodterapeut Vivi Demant, der normalt arbejder i Ølby Centeret, tjekker her for fejlstillinger i fødderne. (Foto: Tine Goll).