Med farfar i krig og genforening
Veddelev-forfatter fortæller familie-drama i roman-trilogi om Sønderjylland
- Min farfar måtte slås på tysk side under 1. verdenskrig, da Sønderjylland hørte under Kejser Wilhelm, og han kom sig aldrig helt over de frygtelige oplevelser i skyttegravene under de blodige slag ved Verdun og Somme. Den nu 51-årige Veddelev-forfatter Pernille Juhl blev grebet af denne skæbne, da hun læste hans dagbøger og breve hjem, og det blev til hendes første roman ’Vent på mig Marie’, hvor hun har brugt råstoffet fra sin egen familie til et drama om krig og kærlighed. - Farfar var mejerist og havde fået en god uddannelse, så han var i stand til at beskrive sine oplevelser fra både vestfronten i Frankrig og østfronten mod Rusland. Men selv om han overlevede, var det slet ikke det samme menneske, der kom hjem til sin familie, fortæller hun. Så de fik det svært i livet, selv om han fik et godt job som mejeribestyrer, der dengang var en af sognets vigtige personligheder sammen med præsten, de store gårdmænd, førstelæreren og brugsmanden.
Glad for at skrive
Pernille Juhl har altid været glad for at skrive, og dansk stil var et af de gode fag i skolen. - Historiske romaner fangede mig, og jeg slugte f.eks. Maria Hellebergs bøger, der handler om hekse, dronninger, kærlighed og krig. Det bruger jeg også som brændstof i mine bøger. Til daglig arbejder hun som leder i firmaet SPX i Søborg, og så hun skriver i fritiden. - Min mand har været meget tålmodig og må klare det meste hjemme. Det hjælper også, at vores to børn er blevet store og er flyttet hjemmefra for at studere, beretter hun. Roman-forfatteren har blandt andet fundet sit stof på Roskilde Bibliotek, hvor hun er en af de flittigste brugere. Hun har også fået henvendelser fra læsere her i området. - Mange flere, end jeg anede, har forbindelse til familie eller venner i Sønderjylland, og de kommer med bidrag, jeg kan bruge til bøgerne. Samtidig har jeg været rundt og holde foredrag dernede, hvor folk har givet mig mange oplysninger eller skildringer, som passer til fortællingerne.
Genforening og ny strid
Da Frankrig og England med lidt hjælp fra USA til sidst i krigen havde slået kejserens militærtossede Tyskland, fik Danmark i 1920 igen Sønderjylland, som var blevet tabt i den dumme krig i 1864, der for tiden kører som tv-serie. Men allerede i 1933, da Hitler tager magten i Tyskland og begynder at slå sine modstandere ihjel, dukker ideen om revanchen og balladen op på ny. Disse spændinger kommer også til Sønderjylland og splitter mejeribestyrerens lille familie, hvilket Pernille Juhl fortæller om i sin seneste bog ’Når solen står højest’, der er en mere fri og fantasifuld fortsættelse af den første roman. Den går op til 1943, og hun skriver i øjeblikket på fortsættelsen i 3. bind om tiden derefter.