Fortsæt til indhold

EG’s internationale drøm er nu virkelig

Esbjerg Gymnasium får sin Internationale Studentereksamen

Arkiv
Rune Weitling

Hola i stedet for hej og guten tag fremfor goddag.
Sådan kan det i fremtiden lyde på Esbjerg Gymnasium, og det er der en glædelig årsag til - EG har fået den internationale studentereksamen, som man har kæmpet for i efterhånden ganske lang tid.
Glæden var bestemt også til at få øje på fredag formiddag på uddannelsesinstitutionen, hvor rektor Erling Petersson lignede en 10-årig knægt, der var sluppet løs i en slikbutik med en halvtredser på lommen.
“Jamen det er bare så stort. Vi har kæmpet for det her siden 2010, så der er ingen tvivl om, at champagnen i dag er velfortjent,” lød det fra rektor, der skyndte sig at sende roser i alle retninger:
“At vi får uddannelsen skyldes et kæmpe arbejde fra mange sider. Fra vores egen bestyrelse over borgmesteren til Esbjerg Erhvervsudvikling og folketingspolitikere, der har kunne se den gode idé i, at vi netop i Esbjerg skal kunne tilbyde denne mulighed,” sagde Erling Petersson.

Første kommer næste år

Med til pressemødet var også De Radikales Undervisningsordfører Lotte Rod, der ligeledes har spillet en stor rolle i bestræbelserne på at få den Internationale Gymnasieuddannelse til byen.
“Det her har kæmpe betydning for Esbjerg og muligheden for at rekruttere internationale medarbejdere. Det har været hårde forhandlinger, men nu er aftalen sikret, og som politiker er det her en af de rigtig gode dage,” smilede Lotte Rod, mens borgmester Johnny Søtrup heller ikke havde vanskeligt ved at vise sin begejstring.
“Det er en af de bedste uddannelsesmæssige nyheder længe. Vi skærper Esbjergs internationale profil markant ved at kunne tilbyde unge en international studentereksamen, ligesom jeg er overbevist om, at det vil kunne hjælpe os i bestræbelserne på at få flere til at bosætte sig i kommunen. Endelig er jeg glad for, at det har vist sig, at hvis man har tilstrækkeligt gode argumenter, så lytter man også på Christiansborg,” fortalte Johnny Søtrup på pressemødet, hvor der var champagne i glassene.
Selv om der var bobler til ganen, så var det dog ikke en tidlig fredagsbar, der var taget hul på. Nu skal man nemlig i arbejdstøjet, for selv om aftalen er i hus, er der stadig mange ting, som skal være i orden, inden de første studenter i august 2015 kan sige hola, hello og howdy.