Fortsæt til indhold

Ny chance til elever

Roskilde vil have karakteren og selvtilliden op på sommerskole

Arkiv
Anette Gundlach

Roskilde Ungdomsskole lægger billet ind på at få en sommerskole til Roskilde, der bliver sat i gang i 15 af landets kommuner. Skolen skal få 9. og 10. klasses elever, der har 02 eller mindre i dansk og matematik op på et højere gennemsnit. - Flere af dem har haft en svær tid i folkeskolen. De har ikke følt sig tilpasse, og det kan de mærke på karakterene, siger venstremanden og formand for ungsdomskolen Mads Ravndrup Thomsen og fortsætter: - De får en ny chance i nye rammer. Udenlandske undersøgelser viser, at eleverne har stor gavn af dette.

Gulerod

Skolen skal være et tilvalg. - Eleverne skal spottes af vores engagerede lærere, der kan hjælpe dem videre, siger Mads Ravndrup Thomsen. Undervisningsministeret har endnu ikke udpeget de 15 kommuner, som skal gennemføre pilotprojektet om sommerskoler. Den unge politiker er dog ikke i tvivl om, at Roskilde bliver udpeget. - Vi er nået langt med folkeskolen og er kommet med et godt oplæg, så derfor er jeg ikke i tvivl. Mads Ravndrup Thomsen glæder sig til, at unge, med en svær skolegang bag sig, i fremtiden får bevis for, at de kan klare skolen, så de kan komme ind på en ungdomsuddannelse. - De unge er vores fremtid, og de skal finde ud af at de duer til noget. Også selvom de har haft det svært. ag@roskildeavis.dk