En fremstrakt hånd fra Roskilde

MEDMENNESKELIG OG ORDENTLIG var to afgørende ord, som Bodil Uldal og Lis Frederiksen brugte, da de i Roskilde Avis fortalte om, hvorfor de og en gruppe roskildensere har hjulpet flygtningene, som nu i en periode har været på det gamle plejehjem Haraldsborg ved Frederiksborgvej.
Deres eksempel bliver der god brug for, når Roskilde inden længe skal modtage 350 flygtninge, som skal bo i tomme bygninger på det gamle psykiatriske hospital Sct. Hans ved fjorden.

DISKUSSIONEN OM FLYGTNINGENE, der i stigende antal kommer til Roskilde og resten af landet fra den forfærdelige borgerkrig i Syrien og andre farlige steder, er til tider ganske hård og ophedet.
Her er det helt afgørende, at alle får lov at komme til orde i en så vigtig sag. Da de første flygtninge skulle ind på Haraldsborg, blev der foranstaltet en underskrift-indsamling, fordi nogle mente, det ville give lavere huspriser og højere kriminalitet.

NABOERNE OG ANDRE AKTIVE, der har taget sig af flygtningene på Haraldsborg, har leveret det bedste svar på denne frygt. De beviser, at 'civil-samfundet', som vi kan kalde alle de aktive borgere i Roskildes foreninger og kulturliv, er byens største aktiv til at løse store nye opgaver.
Jeg tror også, at det bliver tilfældet, når det gælder om at tage sig af de mange nye flygtninge på Sct. Hans. Udgangspunktet er i hvert fald godt, fordi festivalen og de mange andre lokale kulturelle aktiviteter har skabt en særlig 'frivilligheds-kultur'. Roskildenserne er vant til at gå sammen og få udrettet noget – uden at vente på, at kommunen eller andre offentlige instanser skal sørge for alting.

BETÆNKELIGHED OG FRYGT hos de borgere, som er bange for selv at miste sociale goder eller at blive udsat for kriminalitet, kan ikke bare afvises som racisme eller fremmedhad.
Naturligvis er der også forbrydere blandt flygtninge, og de bliver ikke bedre mennesker af at sidde inaktive på et center i årevis. Det kommer selvfølgelig også til at koste flere penge, når vi nu skal tage os af så mange ekstra mennesker.

MANGE KRITIK-PUNKTER om de nye flygtninge fra Syrien er dog i virkeligheden møntet på andre grupper, som der har været blandede erfaringer med. Eksempelvis har en del af indvandrerne i Roskilde været svære at integrere, fordi de kom som 'fremmedarbejdere' uden nogen form for uddannelse, og der alt for længe ikke blev gjort meget for at inddrage dem i samfundet.
I mange år fik de bare lov at passe sig selv, måske på invalide-pension eller en anden ydelse, og selv om de havde fået familie her, regnede både de og vi med, at de tog hjem igen. Derfor blev der heller ikke stillet krav til dem, og først nu er deres børn og børnebørn – især pigerne – ved at bryde ud af et delvis selvskabt 'parallel-samfund'.

FLYGTNINGE FRA SYRIEN er i de fleste tilfælde helt anderledes veluddannede og ressource-stærke mennesker, som har bedre forudsætninger for at indgå i et moderne samfund. Hvis de skal undgælde for, hvad andre tidligere har gjort eller ikke gjort, er det at 'rette bager for smed'.
Men skal denne nye integration lykkes, kræver det en indsats fra mange flere af os, i lighed med, hvad Bodil Uldal, Lis M. Frederiksen og de øvrige på Haraldsborg har udrettet

I VIRKELIGHEDEN HANDLER DET OM, hvordan vi selv ønsker at være som mennesker og samfund. Næstekærlighed og respekt for andre indgår i de fleste religioner, og eksempelvis ifølge den socialistiske idé bør folk være solidariske med andre mennesker. Så uanset tro eller overbevisning er der gode argumenter for at tage godt imod de forfulgte foran vores egen dør.
Et meget stort flertal i Roskilde Byråd har sagt Ja til denne forpligtelse, så der er givet tilladelse til 350 flygtninge i to år på Sct. Hans. Det tjener efter min opfattelse de lokale politikere til ære, og viser glædeligt nok:
EN FREMSTRAKT HÅND FRA ROSKILDE