Vind Zlatans trøje
Solrød Sport udlodder Zlatan Ibrahimovic' trøje fra en Champions League-kamp for nylig i en stor julekonkurrence.
KONKURRENCE: For fodboldinteresserede er der ekstra god grund til at lægge vejen forbi Solrød Sport her i julemåneden, for sportsforretningen har nemlig en konkurrence med en helt unik præmie: Zlatan Ibrahimovic' kamptrøje fra den seneste Champions League-kamp mellem Paris Saint Germain og Ajax Amsterdam.
Alle, der handler i Solrød Sport frem til den 20. december, er med i konkurrencen - herefter trækkes der lod, og så kan én heldig kunde altså gå hjem med en helt speciel julegave i form af kamptrøjen, der naturligvis også er signeret af svenskeren.
Solrød Sport har fået fat i trøjen gennem John Steen Olsen, der er scout i Ajax, og som i sin tid var manden, der var med til at få Zlatan Ibrahimovic fra Sverige til den hollandske storklub.
I dag spiller Zlatan Ibrahimovic altså i Paris Saint Germain, og trøjen er fra opgøret mod Ajax den 25. november.
Kampen vandt Paris i øvrigt 3-1, og Zlatan scorede et af målene.