Fortsæt til indhold

Luftforandring i grillen efter sandt 'skrammelår'

Ralf Laursen relancerer Sønderris Grillen efter et sandt skrammelår med tilbagegang

Arkiv
Louise Ritter

Indimellem skal man bare kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade. Det er præcis, hvad den 35-årige Ralf Laursen gør.
“Jeg har valgt at smide de sidste tre et halvt år i skraldespanden og starte forfra, så nu relancerer jeg Sønderris Grillen efter et sandt skrammelår sidste år,” siger Ralf Laursen.

Et stort dyk af de svære

Det er tre et halvt år siden, at han overtog grillen lige ved Fakta i Sønderris fra et ældre ægtepar. Det har været op ad bakke, men for godt et år siden blev det rigtig hårdt med skiftende personale, og hvad deraf følger.
“Kvaliteten dalede helt vildt, og derfor styrtdykkede omsætningen også. Jeg kunne ikke længere stå inde for den kvalitet, vi leverede, og derfor er alt personale nu opsagt, og jeg er alene i grillen,” siger Ralf Laursen, der som far til to naturligvis har været nødt til at skære i grillens åbningstider, så der blandt andet nu er lukket mandag og lørdag.
“Det bliver hårdt, men til gengæld kan jeg stå inde for kvaliteten, og jeg ved, hvad jeg møder til hver dag, for jeg har selv forladt grillen som den sidste dagen før,” siger Ralf Laursen, der planlægger at passe grillen alene i hvert fald et halvt års tid til den igen er tilbage på fode.