Fortsæt til indhold

Lotte Rod i praktik som arbejdsløs

Lotte Rod tog til Esbjerg for at høre mere om ’livet’ som arbejdsløs

Arkiv
Rune Weitling

Lotte Rod er blevet socialordfører for De Radikale, og i stedet for at sidde inde bag Christiansborgs tykke mure og lave politik valgte hun i sidste uge at tage en tur til Esbjerg for at opleve, hvordan folk egentlig oplever mødet med jobcentret og den hjælp, de får her. Simplethen at komme i praktik som arbejdsløs.
"Jeg vil gerne skabe et mere rummeligt arbejdsmarked. Hvert år bliver der slået 700.000 job op, men alligevel er det svært for mange mennesker at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Derfor er det gode spørgsmål, hvordan vi giver flere chancen for at bidrage med det, de kan,” siger Lotte Rod, der selv er varm fortaler for, at man skal væk fra aktivering og i stedet fokusere mere på løntilskud og virksomhedspraktik.
"Virksomhedspraktik er jo mere eller mindre en lang jobsamtale. En luksus jobsamtale. Her kan man for alvor opleve hinanden på tætteste hold," siger Lotte Rod, der blandt andet mødtes med Mike Mads Jensen, da hun var i Esbjerg.

Handler om tro og tillid

Mike er udlært smed, men har i snart tre år gået arbejdsløs.
Indimellem har han været ude i praktik og aktivering, blandt andet som pedel og ved forsvaret. I fredags var han til samtale med sin konsulent og sagsbehandler fra Jobcentret i Esbjerg, og glæden var efterfølgende enorm.
"Jeg skal i praktik hos M.I. Montage A/S som smed. Endelig kan jeg få noget erfaring i mit fag," fortæller Mike til Lokalavisens udsendte med et kæmpe smil.
"Det betyder bare så meget for mig. Det er utrolig hårdt at gå arbejdsløs, og selv om det 'kun' er virksomhedspraktik, så er det bare så dejligt. Det giver mig noget at stå op til, og jeg kan bruge mit fag her," siger Mike Jensen, der ellers har masser af roser til jobcentret.
"Selvfølgelig er det hårdt at være i systemet, men jeg synes, at folk her forsøger at hjælpe så godt, de nu kan. Jeg er aldrig gået fra et møde helt uden håb, selv om det nogle gange kan være ret svært at bevare," fortæller Mike Jensen, mens Lotte Rod lytter interesseret med.
"Når man går arbejdsløs handler det jo meget om netop håb. Derfor ønsker jeg, at vi målretter samarbejdet endnu mere, således at vi kan få endnu flere i løntilskud og virksomhedspraktik. Det er altså vejen frem," siger Lotte Rod, mens Mike nikker:
"Det handler også meget om tillid. At man ved og kan se, der er nogle, som kæmper for én. Som nu, hvor jeg skal ud til M.I. Montage...," siger Mike og afbryder pludselig sig selv:
"Nej, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har simpelthen så mange sommerfugle i maven lige nu."