Årets sidste dansecafé med spillemandsmusik
Musikgruppe debuterer hos Køge Spillemandsforening
MUSIKAFTEN: Fredag den 29. november kl. 19.30 holder Køge Spillemandsforening årets sidste dansecafé på Teaterbygningen kl. 19.30. En helt ny gruppe spiller op til bal.
- Vi har i sæsonen 2014 bedt den lokale pianist Vagn Dahl Hansen om at samle musikalske venner til forskellige arrangementer og det har givet nogle fantastiske, alsidige og spændende oplevelser. Vi er nu nået til det sidste i rækken. Gruppen, som vi kalder "Hansen, Jensen & Bugge", har sin første og foreløbig eneste optræden i Køge Spillemandsforening. I forskellige sammenhænge har de alle tre gæstet Køge mange gange, fortæller Søren Lond fra Køge Spillemandsforening.
Vagn Dahl Hansen, klaver, hører til den gamle garde af rutinerede danske folkemusikere. Han har i de sidste godt 40 år spillet sammen med nærmest alt, hvad der har været af traditionelle spillemænd i Danmark.
For tiden spiller han i ”Knorifas” og "Trio Hogager". Mette Kathrine Jensen på harmonika spiller blandt andet i visetrioen ”Zenobia”, ”Jensen & Bugge”, ”Knorifas”, ”Kvasir” og ”Strejf” – og hun er en meget anvendt underviser over det ganske land indenfor dansk musikalsk folkekultur.
Kristian Bugge på violin er uddannet fra Det Fynske Musikkonservatoriums folkemusiklinje (sammen med Mette Kathrine), og han spiller i mange sammenhænge, blandt andet i ”Jensen & Bugge”, ”Baltic Crossing” og ”Habadekuk”.
- Det bliver en helt særlig aften med et helt særligt orkester. Og indholdet af aftenen er – dans. Musik og dans hovedsagelig fra Thy, Vestjylland og Himmerland, siger Søren Lond.
Som sædvanlig starter aftenen med en halv time med Køge Spillemandsforenings Fællesorkester, hvorefter aftenens hovednavn tager over. Der er lagt op til en meget festlig og hyggelig aften på Teaterbygningen. Arrangementet er gratis for medlemmer.
pm