Nyt skridt fremad for Køge Park-projektet
Køge Kommune har fået yderligere deponeringsfritagelse af Økonomi- og Indenrigsministeriet i forbindelse med Køge Park-projektet. Det bringer bedre balance i de kommunale udgifter til anlæg af Køge Park.
STADIONPLANER: Køge Kommune har netop fået besked fra Økonomi- og Indenrigsministeriet om, at der gives 24 mio kr i ekstra deponeringsfritagelse til Køge Park-projektet. Kommunen har allerede fået 30 mio. kr i deponeringsfritagelse, så det vil sige, at kommunens deponering nu er reduceret med i 54 mio. kr.
Det betyder, at Kommunen skal lægge færre penge til side i banken end først antaget, for at få ført planerne om et nyt stadionbyggeri ud i livet. Kommunen skal nemlig deponere et beløb i banken svarende til værdien af den kommunale del af projektet så det koster lige så meget at leje som at bygge selv. Og det er dette beløb, der nu er sat væsentligt ned.
Deponeringsfritagelsen på nu 54 mio. kr. kan bringe bedre balance i de kommunale udgifter til anlæg af Køge Park, fortæller Køges borgmester, Flemming Christensen:
- Deponeringsfritagelsen var én af de ting, vi skulle have afklaret for at komme nærmere mod en afgørelse af, om Køge Park kan blive til noget. Nu kan vi sætte hak ud for endnu en af udfordringerne med så stort og kostbart et projekt, og jeg ser frem til den videre afdækning og belysning af projektet, siger han.
I tirsdags igangsatte Køge Byråd en VVM- redegørelse og en miljøvurdering af Køge Park-projektet, som skal afdække, hvordan det store stadionbyggeri vil påvirke sine omgivelser. VVM-undersøgelser er rutine ved så store projekter, inden der kan laves lokalplan og tilhørende kommunalplan.
Det ventes, at Køge Byråd tager næste helhedsbeslutning om Køge Park-projektet til marts næste år.
pm