Fortsæt til indhold

Varde får energivenlig julebelysning

Årets julebelysning i Varde bliver skiftet til en mere energivenlig julebelysning

Arkiv
Kim Schou

Hvert eneste år kan man hele december måned igennem nyde de smukke julelys, der pynter flot op i midtbyens gader.
Bag denne juledekoration står Varde Handel, der betaler for såvel lys, opsætning, nedtagning og løbende vedligeholdelse, mens Varde Kommune dækker strømforbruget. Netop vedligeholdelsen er den primære årsag til udskiftningen. – Det gamle blev for dyrt at vedligeholde.
Det er en stor udgift for Varde Handel, der i år har valgt at købe nye lyskæder ind til alle gaderne – denne udgift har – og vil have - stor indflydelse på aktivitetsbudgettet de kommende år.
”Varde Handel er nu i dialog med Varde Kommune vedrørende et fremadrettet tilskud og medfinansiering af julebelysningen,” oplyser Sune Holm Johansen, der er kasserer i Varde Handels bestyrelse.
Bestyrelsen har i år haft en debat om, hvorvidt der skal lyskæder op i de områder, hvor butikkerne ikke er medlem, eller hvor der kun er ganske få medlemmer, heriblandt Storegade, samt i Torvegade.
”Man kan jo diskutere, om det er den rette måde at gøre det på, men omvendt er vi også nødt til at gøre opmærksom på, at der er butikker, der gang på gang kører på frihjul,” fortsætter Sune Holm Johansen og tilføjer: Medlemsindtægterne er særdeles vigtige for Varde Handels råderum - derfor kan vi kun opfordre alle erhvervsdrivende, der endnu ikke er medlem, til at blive det.

300 nisser

Mange er ikke klar over, at det også er Varde Handel, der står bag de ca. 300 nisser, der hvert år pryder tagene rundt om i byen.
I den forbindelse er der stor ros fra Varde Handel til Nisselauget og de mange frivillige, der hvert eneste år stiller op og hjælper med at få Varde gjort til Nisserne By nr. 1 – Uden dem ville vi ikke holde standarden til at være Nissernes by nr. 1. Varde Nisselaug varetager også alle opgaver med reparation og bygning af nye nisser.
Du kan som privatperson i øvrigt tegne medlemskab i Varde Handel. Det koster 250 kr. om året at være privat medlem. Pengene er øremærket til byforskønnelse samt Varde Nisselaug. Se mere på www.vardehandel.dk
”Tænk engang! Varde uden julebelysning og nisser på tagene – det er Varde Handels mange trofaste medlemmer der støtter op – husk det, når du handler,” siger Ulla Højgaard fra Varde Handel.