Julen er startet i Varde
Det bliver atter jul i Varde med åbent hver dag frem til jul i butikkerne
Gode traditioner kobles sammen med nye – sådan er tanken hos Varde Handel, der igen i år står bag den store julekalender på torvet, hvor man også kan sende brev til Julemanden og hver dag opleve de gæve kalendernisser skabe hygge, når lågen skal åbnes.
"Julen indledes med Black Friday den 28. november, og allerede næste dag, lørdag d. 29. november skal Julemanden vækkes fra sin søde nissesøvn ved Det Gamle Rådhus – efter alle kunstens regler," fortæller Ulla Højgaard fra Varde Handel.
"Søndag holder butikkerne juleåbent helt frem til kl. 15.00, hvor man selvsamme dag kan opleve løbenisser gennem byens gader og stræder, når Nisse-Tri for tredje år i træk sender en masse juleglade motionister af sted fra Varde Fritidscenter," tilføjer hun.
En af de gode traditioner i Varde er også de ca. 300 smukke, sjove og finurlige nisser, Varde Handel i samarbejde med Varde Nisselaug får sat op på byens tage, - så tag hul på julen i Varde og nyd de mange opsatte nisser, julelysene, det store juletræ på torvet, julekalenderen og den glade julestemning i byens butikker, der holder juleåbent hver dag frem til d. 23. december.