Historisk årbog fejrer jubilæum
Sønderjyske Årbøger fejrer 125 års jubilæum med udvidet udgave
Historisk Samfund for Sønderjylland har netop sendt en ny årgang af Sønderjyske Årbøger på gaden, og i år er der tale om en helt speciel udgave.
Årbogen markerer nemlig hele tre “jubilæer”.
Dels markeres 100 års for starten på 1. Verdenskrig og 150-året for Slaget på Dybbøl i 1864.
Derudover fejrer årbogen selv 125 års jubilæum, og i anledning af jubilæet er årbogen udvidet til 575 sider, som er fyldt med historiesk artikler og boganmeldelser.
Folkeligt tidsskrift
Indholdet er skrevet af professionelle forskere, amatørforskere og erindringsskrivere i et sprog, så Sønderjyske Årbøger for de fleste opleves som et folkeligt tidsskrift til den historisk interesserede læser.
I bogen kan man bl.a. læse om bl.a. de fejlagtige anholdelser af dansksindede ved Første Verdenskrigs udbrud, om borgernes oplevelser i Flensborg i 1864, sønderjysk søfarts knæk efter 1864, to utroligt besværlige valg efter krigsudbruddet i 1864 og mindearrangementerne for 1864.
Livet i Sønderjylland
Læserne får også et indtryk af livet i Sønderjylland i årene fra dengang og frem til Anden Verdenskrig, om oplevelser under og efter Anden Verdenskrig og om de hemmelige statstilskud til danske skoler – og om det ældste dokument overhovedet, som findes på det sønderjyske landsarkiv i Aabenraa, nemlig den såkaldte skrå for Aabenraa fra 1335.
Sønderjysk værn
Sønderjyske Årbøger udkom første gang i 1899 som et værn om danskheden i Slesvigsk under pressisk styre.
Det var rigsarkivar A.D. Jørgensen, født i Gråsten, der tog initiativet til udgivelsen. Frem til 1914 bød udgivelserne på artikler om både historiske og aktuelle emner.
Efter udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 ophørte udgivelserne, og det var først i 1922, at Sønderjyske Årbøger igen blev vakt til live af Historisk Samfund for Sønderjylland, der stadig står for udgivelserne. Historisk Samfund for Sønderjylland har indgået et samarbejde med Det Kongelige Bibliotek om digitalisering af årbøger. Det betyder, at størstedelen af årbøgerne gennem tiderne bliver tilgængelige på internettet i løbet af 2015. Alle 2.400 medlemmer af Historisk Samfund får bogen tilsendt gratis, mens alle andre kan købe bogen til 270 kroner hos boghandlerne.