En rigtig juleaften på en forkert dato
Kasper og Stefan har inviteret tolv familier til julefest på Café Storm den 23. december
“Det er noget, vi har snakket om i lang tid. Allerede da vi havde Delikatessen snakkede vi om at arrangere en juleaften for familier, som måske ellers ikke får fejret julen,” fortæller Kasper Faltz, som driver Café Storm sammen med Stefan Reimers Petersen.
“Det har vist sig at være en stor opgave, også større end vi regnede med. Heldigvis har vi fuld opbakning fra vores personale, som virkelig har engageret sig i denne aften. Desuden vil en lang række forretninger og butikker i Aabenraa være med til at gøre det til en god oplevelse for de 12 familier, som er inviteret.”
“I alt er der 42 børn og voksne, og det er Aabenraa Selvhjælp, Bostøtte, Misbrugscenteret og Den Blå Oase, der hver især har fundet frem til nogle familier, som kunne have glæde af sådan en aften,” fortæller Kasper Faltz.
Så tæt på jul som muligt
“Vi holder festen den 23. december, for at være så tæt på jul som muligt, og så står den ellers på god gammeldags julemad og hygge. Der vil selvfølgelig også være et juletræ, og under det en masse gaver. Og jeg er sikker på, at også julemanden kigger forbi,” smiler han.
Det er de to café-ejeres ønske, at arrangementet kan gå hen og blive en tradition, og gøre det at fejre jul til noget nær en menneskeret - om ikke andet så i Aabenraa.
“Vi vil gerne samle hele byen om det her, for bliver aftenen en succes, og det tror vi på, at den gør, så må det gerne gå hen og blive en tradition, som samler endnu flere forretninger og andre om arrangementet, så det kan blive en Aabenraa-ting,” siger Kasper Faltz.
“I Aabenraa har vi allerede 'Et hjerte for alle', som gør en kæmpe indsats, og som vi også støtter. Julehjertebyen er jo i dag kendt viden om, og resulterer hvert år i en økonomisk julehjælp til familier og enlige. Nu prøver vi så med et arrangement, hvor vi inviterer især børnefamilier, som kan bruge lidt hjælp til at holde en god jul, ikke mindst for børnene,” slutter Kasper Faltz.