Fortsæt til indhold

“Der findes bedre løsninger”

Arkiv
AfBirgitte Masson

Flere forældre til børn i Lejre-institutioner føler, de som lyn fra en klar himmel, og med kort varsel og høringsfrist, er blevet overrumplet med nyheden om mulige nedlægninger af institutioner.
En af dem er familien Ingemann fra Uglestrup ved Kr.Såby.
Deres datter på tre år er netop startet i institutionen Bøgen i Lyndby, og deres søn på seks måneder skal den 1. dec begynde i dagpleje -ligeledes i Lyndby.
Margith Ingemann, går hjemme på barsel med familiens yngste.
Og hun er ikke imponeret over planerne på pasnings-området:
“Det er hårdt nok at være børnefamilie på landet. Politikerne burde gøre det mere attraktivt ved blandt andet at bevare begge dele, dvs både muligheden for dagplejen i Lyndby og institutionen Bøgen.”
Margith Ingemann kan læse sig frem til, at der i budgettet er sat penge af til udvidede åbningstider og ingen lukkedage.
“Men skal der virkelig bruges penge på det? Hvorfor ikke i stedet holde fast i de nuværende lukketider. For det har jo hidtil kunne fungere. Folk indretter sig. Det tror jeg mange vil foretrække, fremfor at skulle drøne det halve sjælland rundt for at aflevere og hente børn i en institution, som pludselig ligger lang væk i forhold til hvor man bor.”

Dagpleje fremfor vuggestue

Margith Ingemann var ikke i tvivl, da hendes søn skulle skrives op til pasning. Familien havde nemlig særdeles gode erfaringer med den dagplejemor, som deres datter var blevet passet hos. Og stor var glæden da også, da de hørte, at deres søn også havde fået en plads hos hende.
“Hun er jo en form for reservemor for vores børn. Jeg ved, hvad der er sket i løbet af dagen, for hun er den eneste, som er omkring vores barn.”
Margith kan fortælle mange - små - solstrålehistorier, som i virkeligheden er store, fordi det betyder alverden for deres barn og derved også for dem:
“For eksempel var vores datter ikke vild med at gå på bare tæer udenfor om sommeren. Derfor lod dagplejemoren hende starte med at gå på strømpesokker udenfor, og derved blev hun vænnet til fornemmelsen. Havde det været i en vuggestue, ville Ingen sandsynligvis have bemærket, at hun altid havde sko på, selv i meget varmt vejr,” siger Margith.
Hendes datter har for længst lært at gå på bare tæer udenfor om sommeren. I dag går hun i Bøgen. En institution med 28 børn.
“Det er et fantastisk sted. Den er lille og det betyder, at der er overskud til at tage på ture, lave bål en gang om ugen, og så er det ikke ubetydeligt, at vi ikke skal køre så langt. Hvis politikerne vælger at lukke børnehaven Bøgen, så kan vi risikere at skulle aflevere vores børn i Birken i Sæby, og den vil ligge i den helt forkerte retning rent geografisk, når vi skal ind til København og arbejde efter vi har afleveret børnene om morgenen”.
Margith Ingemann er regnskabsuddannet, og det har ikke taget hende lang tid at regne ud, hvor hun synes at politikerne burde spare.
“Det kan godt være, jeg vil have, at de både skal blæse og have mel i munden, men det tror jeg altså godt man kan, for hvis de i stedet valgte at skære på områdelederne og sløjfe de udvidede åbningstider og lukkedagene, så tror jeg at regnstykket vil gå op.”