Fortsæt til indhold

Menighedsråd på overarbejde

Ansættelse af ny chef for Domkirkens administration er gået i stå - folkevalgte er blevet betalt for at arbejde ekstra

Arkiv
Arkiv

Domsognets Menighedsrådet har været på overarbejde i det sidste år, hvor ansættelsen af en ny chef for administrationen er gået i stå, så de folkevalgte selv har haft det øverste ansvar for driften af den store arbejdsplads med 50 ansatte og en omsætning på over 40 millioner kroner om året. Problemet opstod, da domkirkens mangeårige administrationschef Uffe Nielsen stoppede for et år siden efter 'gensidig aftale', som det officielt hedder. Så vidt Roskilde Avis har kunnet finde frem til, drejede det sig om, hvor meget han måtte dirigere med kordegnenes arbejde, men parterne vil ikke udtale sig, fordi der er indgået en aftale. I mellemtiden har den folkevalgte formand Anne Rosendal, kasserer Kirsten Bjergager og Henrik Bondo Nielsen så måttet påtage sig et større administrativt ansvar. For det har de fået et honorar på henholdsvis 150.000 samt to gange 25.000, hvilket skal sammenlignes med, at chef-lønnen var på ca. 500.000 om året, plus pension. Denne aftale blev indgået mellem menighedsrådets næstformand Ruth Vingborg og domprovst Jens Arendt, men er siden også godkendt af menighedsrådet og provstiudvalget. - Nu er det ikke med min gode vilje, at jeg har fået dette ekstra job, siger formanden Anne Rosendal. Jeg ville hellere fungere som folkevalgt leder af menighedsrådet, som jeg er valgt til, end at skulle tage mig af alle disse administrative sager. - Men heldigvis har vi fået kirken til at fungere alligevel, selv om der selvfølgelig altid vil være noget knas i så stor en virksomhed. Men alle medarbejderne har ydet en meget stor indsats, og det gælder også de mange frivillige i menighedsrådet og omkring domkirken. Ellers var det aldrig lykkedes, siger Anne Rosendal.

For lille løn

Da den tidligere administrationschef stoppede, startede menighedsrådet et arbejde med at få beskrevet, hvordan en ny chefstilling skulle se ud. En stillingsbeskrivelse var også på plads i foråret og klar til at blive slået op, men så blev det stoppet. Reglerne var nemlig ændret på en måde, så domkirkens chef - trods det store ansvar i stillingen - ikke måtte få mere i løn end den øverste leder i stiftet, der får 400.000. Så der ville kun være råd til 'en stor kordegn', som det udtrykkes. Menighedsrådet mener imidlertid, at det er alt for lidt i betragtning af det store ledelsesmæssige ansvar, der er med at lede en million-forretning med så mange ansatte. Derfor har de sendt sagen videre til Kirkeministeriet og bedt om at få dispensation til at give en løn på 500.000 plus pension for sådan et job. Så indtil videre har både formand Anne Rosendal, kasserer Kirsten Bjergager, Henrik Bondo og de øvrige medlemmer i Menighedsrådet stadig rigeligt med overarbejde. tk