Godt med isolering her
Derfor åbnede Asnæs-firma afdeling i Roskilde:
Peter Boye Hansen, som har firmaet Lykkebjerg Isolering ved Asnæs i Odsherred, har åbnet en ny afdeling i Tjæreby, fordi han tror på, der er et stort marked for energibesparelser i Roskilde-området.
Den 53-årige tømrer, der også har taget en uddannelse som energikonsulent, startede som selvstændig for syv år siden, og meldte sig sidste år til et netværksmøde indenfor Erhvervsforum Roskilde. Her mødte han en række andre erhvervs-folk og blev overbevist om mulighederne i det lokale område.
Nu har han fundet lokaler ved Tjæreby i Flyvevåbnets gamle depot, hvor en række andre virksomheder også holder til.
- Jeg søger lokale folk fra Roskilde-området til at udføre arbejde for mig, fortæller Peter Boye Hansen.
Papirisolering
Han udfører sit isoleringsarbejde med et genbrugsprodukt, der er lavet af gammelt papir og granuleret, så det afskyr vand og ikke kan brænde. Produktet bruges både til hulmurs-isolering, i etageadskillelser og på lofter.
- Fordelen er, at dette produkt ikke belaster miljøet ved sin fremstilling, og man behøver ikke som ved andre produkter at lægge en vandtæt membram på loftet for at holde vanddampe nede fra beboelsen fra at trænge op og ødelægge isoleringen, forklarer han.
Peter Hansen er med i Roskildes projekt Grøn Puls, der foregår i samarbejde mellem Erhvervsforum, kommunen og Forsyningen. Her kan boligejere i Roskilde få udført et energi-tjek, som viser, hvordan de kan spare energi i deres hus eller lejlighed.
- Jeg kan se, at der i Roskilde-området er mange ældre villaer, som kan få udført isoleringsarbejde, der kan tjene sig selv hjem på få år. Her er også mange blokke med lejligheder, som med fordel kan få udført det samme arbejde.
Af samme grund har Peter Boye Hansen gennem flere år deltaget med en stand på Roskilde-messen, hvor han finder mange nye kunder, så det fortsætter han med.