Trubadurens aften på Bygningen
Sebastian giver solokoncert på Bygningen torsdag den 27. november - der er totalt udsolgt til arrangementet.
MUSIK: Sebastian er en af vores betydeligste kunstnere, og hans store fanskare har noget at se frem til, når trubaduren spiller og synger sine skønne gamle og nye sange på Bygningen i den kommende uge.
En koncert med Sebastian er i en klasse for sig – han tryllebinder sit publikum, og i samværet med sangeren, sangskriveren og komponisten oplever man på tætteste hold, hvordan Sebastians smukke tekster, hans melankolske stemme og fabelagtige fingerspil på guitaren forenes og sammen giver publikum en oplevelse, som sent glemmes.
Samtidig er han opmærksom på den store aldersspredning til koncerterne, så der kommer også noget for børnene eller de barnlige sjæle. De udødelige sange bliver serveret med et fintfølende guitarspil, der er i særklasse, og anekdoterne med en underfundig humor, som ikke er til at tage fejl af. Han forener generationer med sangene, der har været soundtrack til mange danskeres liv.
Sebastian er et ikon på den danske musikscene og har været med til at definere dansk musik i 40 år. At opleve ham alene på scenen - blot akkompagneret af sin akustiske guitar, herlige anekdoter og store skatkammer af sange, er en helt speciel oplevelse i dansk musik. Nostalgi og poesi på en og samme tid.
Koncerten med Sebastian er totalt udsolgt.