Tre år mere til Erhvervsforum
Aftale om indsats for turisme og erhvervsudvikling forlænges af enstemmigt erhversudvalg
Erhvervsforum skal fortsætte i yderligere tre år med at udvikle turismen i Roskilde og sikre en bedre erhvervsudvikling ved at skabe muligheder for nye virksomheder og iværksættere.
Denne beslutning blev truffet fredag formiddag af et enstemmigt Erhvervsudvalg, der er sammensat af repræsentanter for byrådets partier samt en række repræsentanter for de lokale erhvervsorganisationer. Særligt de sidste pressede på for at få en mere langvarig aftale, fordi der var tilfredshed med den hidtidige indsats, og de mener, der skal være tid til at fortsætte arbejdet på en mere langsigtet måde.
Foreningen Erhvervsforum har udført denne opgave for Roskilde kommune i flere år, og modtager 3,2 millioner om året for dette arbejde.
Formanden for Erhvervsudvalget, Carsten Wickmann (Kons.), fremhæver, at kommunen nu på den måde får udført samme opgave billigere, som tidligere blev varetaget af Zealand Business Connection til en højere pris.
- Jeg er glad for, at hele udvalget kunne blive enige om denne beslutning. Nu får de tid til at fortsætte det udmærkede arbejde med et rimeligt tidsperspektiv. Men samtidig har vi besluttet, at efter de tre år skal opgaven sendes i udbud, understreger Carsten Wickmann.
tk