Familie inviterer ensomme til jul
Rikke, Mikkel og Petra sørger for maden og hyggen den 24.12.
De fleste mennesker holder jul med familien, og har faste traditioner den 24. december. Det gælder til dels også for Rikke Østergaard, hendes datter Petra og kæresten Mikkel Nielsen. I år skal de fejre jul sammen, men mens resten af deres familier skal noget andet, så vil de tre gerne gøre en forskel for et helt fremmed menneske:
“Jeg synes, at det er sørgelig, at der sidder så mange ensomme mennesker juleaften”, lyder det fra Mikkel der sammen med kæresten Rikke er enige om, at de sagtens kan have plads til en eller to mere rundt om julebordet:
“Vi skal kun være os tre i år, og vi skal jo alligevel lave maden, så vi snakkede om, at det kunne være en god ide. Petra ville elske det, og det er også godt, at hun lærer, at man kan hjælpe andre mennesker”, smiler Rikke der allerede har taget forskud på julehyggen og sat hjemmebagte klejner på bordet.
Ældre mennesker
Indtil for ganske nylig boede Rikke i Kolding, men er nu flyttet til Fredericia. Parret, der har været sammen i otte måneder, har en forestilling om, at det skal være ældre mennesker, der skal inviteres til and og flæskesteg:
“Vi vil bare gerne gøre en forskel for nogle af de ensomme ældre, der sidder selv juleaften, men vi håber da også, at vi selv får en god oplevelse ud af det”, siger Mikkel, som også gerne vil hente den eller de gæster, der skulle ønske at fejre jul sammen med familien.
Parret pointerer, at skulle man ønske at holde jul med dem, så følger der ingen forpligtelser med:
“Vi laver selvfølgelig al maden, og går også gerne med i kirke, hvis de ældre gerne vil det. Og man skal selvfølgelig ikke have gaver med til os”, smiler Rikke, der, ligesom Mikkel, forestiller sig, at de skal mødes til kaffe med deres eventuelle julegæster inden den 24. december:
“Lige for at se, om kemien er god, og så vi lige kan se hinanden an”.
Rikke har blandt andet skrevet et opslag på flere forskellige facebook-sider, hvor hun har søgt efter deltagere til deres julemiddag. Men nu forsøger hun sig altså her i avisen:
“Der er jo rigtig mange ældre, som ikke er på facebook, men de læser nok avisen, så nu håber vi, at der er nogle der reagerer”.
Hvis man har lyst til at fejre jul med familien, kan man kontakte Rikke på telefon 20 93 05 93. Man er velkommen, både for sig selv, men også hvis man eksempelvis er et par, der skal sidde alene.