Fortsæt til indhold

Borgmestrenes H.C. Andersen på Figo

Fire lokalpolitikere er klar med deres yndlings-eventyr af good-old H.C. Andersen på Brecklings næste Bog-Café

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Efter den store succes med Morten Grunwald i Allan Brecklings Bog-Café på Café Figo er det nu lokale politikere, der står på scenen for at fortælle deres yndlings-eventyr af H.C. Andersen.
"Det bliver en sjov aften, en lille julespøg med et glimt i øjet, og det bliver rart at se tidligere borgmestre plus den nuværende samt den nuværende Kulturudvalgsformand på de skrå brædder," siger Allan Breckling.
De medvirkende politikere er Jan Prokopek, AP Hansen der åbner aftenens arrangement, Erik Lauritzen og Charlotte Riis Engelbrecht.
Dertil kommer sangerinden Lise Guldberg, som vil optræde med kendte og ukendte tekster af H.C. Andersen ledsaget af jazz-musikeren Erling Tjørnelund på bas.
"Og selvfølgelig står menuen denne aften på kaffe med borgmesterstang," lyder det fra Allan Breckling.
Bog-Café er den 10. december kl 19 i julelampens skær på Café Figo, hvor billetter kan bestilles på tlf. 7444 9044.

Forhandlinger i gang

I disse dage forhandler Allan Breckling i øvrigt med forskellige forfattere til den kommende sæson Bog-Café på Figo.
"Og det tyder på at 'man' er blevet bevidste om, at Sønderborg nu har opnået anerkendelse i det litterære univers, som et sted hvor der sandelig sker noget," fortæller en glad Allan Breckling, initiativtager til byens Bog-Café.

Lise Guldberg og Erling Tjørnelund står for den musikalske del af Allan Brecklings 'borgmester-arrangement' på Café Figo.