D-A-D, Medina og Lukas Graham til Owen Luft
Her er navnene til næste års koncert i Nordenskov
Arrangørerne bag ”Owen Luft Kånsert” – Agerbæk SF og Nordenskov Ungdoms- og Idrætsforening – kan nu løfte sløret for navnene til koncerten i Nordenskov lørdag den 20. juni 2015. Arrangørerne byder denne lørdag i juni på pop, rock og nostalgi. Det ligger fast, at Medina starter og D-A-D slutter, men ellers er øvrige bands i vilkårlig rækkefølge:
D-A-D
En koncert med D-A-D er sammensat af lige dele elektricitet og tyngde, har velgørende humor og samspil i særklasse. Bandet trækker på et sangkatalog med klassikere i hobetal spillet af et band der ikke bare er gode musikere, men også har showmanship langt ud over det sædvanlige. I imponerende 30 år har D-A-D efterhånden henrykket danskerne med deres helt egen udgave af rockmusikken – fuldt fortjent har bandet netop modtaget IFPI's hæderspris ved Danish Music Awards 2014. At dømme efter den nuværende form er det et band i storform, som lukker og slukker som sidste band på scenen til årets Owen Luft Kånsert.
Kim Larsen & Kjukken
Et af Danmarks mest populære, utrættelige og hårdtarbejdende orkestre – glæder sig til sommeren 2015, hvor de efter mere end et års turnépause igen er tilbage på sommerscenerne i Skandinavien. Bandet vil turnere i Danmark, Norge og Sverige, og ser som altid frem til at møde sit publikum under åben himmel. Danmarks nationalskjald nr. 1 inviterer til en musikalsk rundtur i sit store sang-katalog og vil præsentere sange fra sin mere end 40 år lange karriere. Der er dækket op til gode minder, fest og fællessang, for listen af hits er lang!
GNAGS
Det er noget af en dansk sangskat, der skal luftes, når GNAGS rejser Danmark rundt med deres FLASHBACK-Rock"N Roll-SHOW sommeren 2015. Der er gået 6 år, siden GNAGS sidst var på landevejen, og nye generationer har i mellemtiden stiftet bekendtskab med evergreens som Vilde Kaniner, Den dejligste morgen og Mr. Sving King. GNAGS er tilbage i stærkeste opstilling - GNAGS, der skabte musikken i 80"erne med Peter A.G. som indpisker og Per Chr. Frost som gudsbenådet bassist og guitarist. Det bliver et rockshow med farver, ild og bomber. Det er sangene, livsglæden, festen og energien, der er i centrum, når GNAGS dukker op - måske for sidste gang.
De Eneste To
Simon Kvamm og Peter Sommer er to meget forskellige personligheder, men alligevel funderet i samme jyske muld, i samme storby og med sideløbende karrierer. I deres musikalske samspil får man indblik i, hvad det vil sige at stå skulder ved skulder. De tager tvedelinger under behandling og kalder deres to sideløbende liv for Dobbeltliv. Det er Jyder, der bor i København, et tankespind over at være for meget og for lidt, en følelse af at have både ud- og hjemlængsel på samme tid og en erkendelse af at det at tage den med ro er lige så vigtigt som at gribe chancen. Dobbeltliv! Det spiller, når de 2 herrer går på scenen sammen!
Lukas Graham
Nyt navn på Owen Luft scenen. Med beskedne midler, en single og et par videoer på youtube bragede Lukas Graham gennem lydmuren i 2012 med singlen Ordinary Things. Supertalentet med internationalt format har siden spillet for udsolgte koncerter på de danske scener og også spillet i udlandet. Med en soulfyldt og fængende lyd kombinerer bandet og Lukas Graham lyden af amerikansk soul med deres helt egen energi og fede sound. Med albummet ”Lukas Graham” slog den unge christianit sit navn fast i den danske musikbranche og har allerede nu vundet flere danske og internationale priser. Vi lægger gerne scene til ”Mama Said”!
MEDINA
Nyt navn på Owen Luft scenen. En popsangerinde ved navn Medina marcherede i starten af 2009 ind på den danske musikscene med sangen ”Kun for mig” som triumfkort på hånden. Nummeret grundlagde ét af de største danske musikalske gennembrud i nyere tid. Her 5 år efter har Medina stadig fuld fokus på den smittende melodi bundet op omkring det fængslende omkvæd i sange, som besidder nerve, ægthed og ærlighed - hits der efterhånden har givet hende en del topplaceringer på de danske hitlister. Med et ”velkommen til Medina” sparker vi Owen Luft i gang denne juni lørdag.