Køge Bibliotek holder Preben-dag
KØGE: Biblioteket i Køge holder Preben-dag torsdag den 11. december.
Hvad er nu det - en Prebendag?
Det er et ønske, som Køge Bibliotek har modtaget i sin postkasse til ris & ros. Til spørgsmålet ”Har du forslag til forbedringer?” skriver en biblioteksbruger ”Mer Preben! En Prebendag – Prebendag hver dag” og henviser til bibliotekar Preben Larsen, der med sin encyklopædiske viden om musik har hjulpet mange med musikforespørgsler – især indenfor rockmusik.
I dag er Preben Larsen ansat på fuld tid på Køge Gymnasiums bibliotek, hvor han hjælper eleverne med informationssøgninger og litteratur til deres opgaver.
Prebendag for musikinteresserede
På opfordring fra denne biblioteksbruger afholder Køge Bibliotek Prebendag torsdag 11. december med bibliotekar Preben Larsen som dj i Oplevelse mellem kl. 16 og kl. 18.
Kom forbi til en hyggelig musiksnak og få en masse inspiration til interessante bands.
- Brugernes mening om og idéer til KøgeBibliotekerne er meget værdifulde for os. De mange input vi modtager i postkassen, pr. mail og i forbindelse med den årlige tilfredshedsundersøgelse Bibliometer bidrager til udviklingen af biblioteket, fortæller bibliotekschef Jytte Dahl.
– Prebendag er en form for en lille happening vi afholder for at illustrere, at det nytter noget, at give sit besyv med eller bidrage med idéer. Desværre kan vi ikke opfylde alle ønsker, men prioriterer vores ressourcer, så de er til gavn for flest borgere, slutter Jytte Dahl.
pm