Fortsæt til indhold

Esbjerg Kommune satte pris på de rummelige virksomheder

Arkiv
Rune Weitling

Fire glade virksomheder blev lige en tand gladere torsdag eftermiddag, da det atter var blevet tid til at kåre Årets Rummelige Virksomheder 2014.
Det var Esbjerg Kommune, Esbjerg Erhvervsudvikling og Det Lokale Beskæftigelsesråd der kårede de fire vindere ved et arrangement i Carlsberg Loungen på Blue Water Arena. Godt 180 deltagere klappede taktfast for de fire vindere, der hver især har lagt lidt ekstra energi i at fastholde og integrere medarbejderne.
De fire vinder blev kåret inden for kategorierne privat virksomhed under 25 ansatte, privat virksomhed over 25 ansatte, offentlig virksomhed under 25 ansatte og offentlig virksomhed over 25 ansatte. Ud af de 55 indstillinger havde LBR & Arbejdsmarkedsudvalget valgt nedenstående fire prisvindere ud:

Prisen
til en privat virksomhed under 25 ansatte gik til HBL Super Spar på Søndergårdsvej, der især udmærker sig ved at have stor mangfoldighed i medarbejderstaben. Her er plads til både skånejobbere, fleksjobbere, unge med særlige problematikker, nydanskere og danskere, og virksomheden kan trods sin beskedne størrelse dokumentere stor positiv effekt af praktikker og arbejdsprøvninger.

Prisen
til en privat virksomhed over 25 ansatte gik til Restaurant Dronning Louise, der i særlig grad udmærker sig ved at være en arbejdsplads, hvor socialt ansvar og rummelighed er blevet en del af restaurationens DNA. Dronning Louise har under mottoet ”fra udsat til ansat” gennem de sidste 14 år specialiseret sig i at få mennesker med psykiske vanskeligheder tilbage til arbejdslivet.

Prisen
til en offentlig virksomhed under 25 ansatte gik til Kantinen på Esbjerg Rådhus, der trods sin lille størrelse altid har plads til mennesker, der har brug for hjælp til at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Kantinen udmærker sig isærlig grad ved at rumme mange mennesker og problematikker såsom misbrug, stress, psykisk sårbarhed og unge, der ikke helt passer ind nogle steder.

Prisen
til en offentlig virksomhed over 25 ansatte gik til Serviceafdelingen på Sydvestjysk Sygehus, der igennem de seneste 8 år har arbejdet målrettet med at efteruddanne egne medarbejdere og i samme proces formået at indsluse, tilknytte og opkvalificere arbejdsløse igennem jobrotationer og et rigtig godt samarbejde med Jobcenter Esbjerg. Derudover udmærker Serviceafdelingen på SVS sig især ved sin mangfoldighed med sine 15 forskellige nationaliteter i medarbejderstaben.