Thilde leger besøgshund
Både Thilde, Tove og beboerne på Grønningen har glæde af besøgshundeordningen
Til daglig er Thilde en 'almindelig' golden retriever, men hver anden onsdag får hun sit orange tørklæde om halsen, og så er hun en besøgshund godkendt af Trygfonden. Så tager hun med sin ejer Tove Sørensen fra Rødekro på besøg hos de ældre på Plejecenter Grønningen i Tinglev og og Rise Parken ved Rødekro.
“Jeg fik Thilde for et par år siden, da hun var tre år gammel. Hun er en dejlig hund med et roligt temperament,” fortæller Tove Sørensen.
“En dag hørte jeg tilfældigt om Trygfondens besøgshundeordning og tænkte, at det ville Thilde sikkert egne sig til.”
Det fik hun ret i, for Thilde blev godkendt på en af de sessioner for nye besøgshunde, som Trygfonden afholder.
“Herefter tog jeg kontakt til Grønningen og Rise Parken, og begge steder ville gerne have besøg af mig og Thilde,” smiler Tove Sørensen, som nu har været i gang i et halvt års tid.
“Det er rigtigt hyggeligt, og jeg får mange gode oplevelser med hjem,” siger hun.
Ejner Johnsen, der kommer fra Aabenraa, er en af dem, som glæder sig over Thilde og Toves besøg. Faktisk kunne det se ud til, at Ejner er en af Thildes yndlings-beboere på Grønningen.
“Jeg har selv en stor hund. Den bor hjemme hos min kone,” fortæller han.
“Jeg havde også engang sådan en Matador-hund, og så kendte jeg en smed, som svejsede en kurv fast på min cykel, så den kunne komme med ud at cykle,” husker han.
Jytte Mougaard Løbner er driftsleder på Plejecenter Grønningen og glæder sig over Tove og Thildes besøg.
“Vi har faktisk i flere år gerne villet have en besøgshund på centret, og nu er vi så heldige, at vi har fået kontakt til endnu en, som for nylig fik sin hund godkendt som besøgshund gennem Trygfonden. Hun kommer på søndage om eftermiddagen, hvor der jo gerne er nogle stille timer. Her kan beboerne nu få lidt adspredelse af en hund,” siger hun.
“I det hele taget er vi glade, når frivillige går ind og gør noget for beboerne. Vi har blandt andet et aktivitetsråd, hvor 10-12 frivillige arrangerer kortspil, banko, juletræsfest og den slags for beboerne, og flere frivillige er helt sikkert velkommen,” lyder det fra centrets leder.
Af kommunens ni plejecentre, er det foreløbig kun to, som er på listen over plejehjem, som gerne vil have tilknyttet en besøgshund.
Både hundejere og interesserede plejecentre kan få mere at vide og melde sig via Trygfondens hjemmeside besogshunde.dk.