Tre kreative kvinder, en træmand og en restaurant
En kreativ succes i området ved Vesterlund
En succes skal jo starte et sted, og i historien om arrangementet med åbne værksteder hos 'Tre kreative kvinder og en træmand,' startede succesen for seks år siden.
Det viste sig nemlig at blive et trækplaster, der sidste år trak over 400 interesserede til fra nær og såmænd også så fjern som eksempelvis Sønderjylland og Aarhus.
“Det har været lidt overvældende, og det er bare utroligt positivt og gør en så glad. Folk møder hinanden og snakker og hygger. Ikke alle kommer forbi alle værksteder, men kører efter det, der er mest interesse om. Det er bare helt fint,” siger Ina Jønsson, der er indehaver af Odderbæk Glas.
Det er Rørbæk Savværk, Odderbæk Glas, Bækkelund Blomster og Toves Flet, der holdes åbne værksteder både den 22. og 23. november.
“Vi ligger indenfor tre kilometers afstand, så der er ikke langt mellem os. Det er gratis at kigge forbi, og det er meget uforpligtende. Det tror jeg, at folk nyder meget. Og så er der jo god mulighed for at købe den unikke julegave eller få inspiration til julepynten. Og så selvfølgelig ellers bare få en snak og indblik i vores arbejde,” siger de tre kreative kvinder, Tove Johansen, Ina Jønsson og Ellen Utoft.
Femte led
Som noget nyt er også Restaurant Ålbækken med i arrangementet. Restauranten er også placeret midt i det noget unikke naturområde ved Vesterlund og Rørbæk Sø, og derfor var det oplagt, at få det femte led med.
“Det er et super arrangement, som vi gerne vil være med ind over. Vi byder på et glas vin eller cappuchino eller caffé Latte. Og desuden et kig ned i vores vinkælder. Køkkenet har selvfølgelig også åbent,” forklarer Bøje Hermann, der er kok og medindehaver af Restaurant Ålbækken.
Det er altid den tredje weekend i november, at de tre kreative kvinder, en træmand og nu også en restaurant åbner dørene til et fælles arrangement. Så dermed er det i år lørdag den 22. november og søndag den 23. november. Begge dage i tidsrummet 10-17.