Fortsæt til indhold

Når hjemme er meget langt væk

For en amerikaner er Thanksgiving større end julen. Her samles familien og man nyder nogle dage i familiens skød

Arkiv
Peter Rasmussen

For os i Danmark er Thanksgiving bare noget vi kender fra amerikanske film - endnu én af tossede højtider, som de har så mange af. Men hvis man er fra USA eller Canada, så er Thanksgiving stor. Større end julen, faktisk.
“Derfor er det lige præcis under Thanksgiving, at man føler sig virkelig langt hjemmefra, hvis man bor og arbejder et andet sted i verden - ikke mindst i sted i verden, som hverken holder - eller forstår - Thanksgiving,” fortæller Annette Høi Jensen. Hun ved hvad hun taler om, for selv om hun holder til i Haderslev, så har hun levet en meget stor del af sit liv på den amerikanske vestkyst.

Arrangerer fest

Nogle af de amerikanere, som savner familie og Thanksgiving er de amerikanere, som tjener det daglige brød ved at spille ishockey hos de danske mestre, SønderjyskE.
“De dejlige mennesker fortjener en Thanksgiving som 'deres mor lavede den',” tænkte Annette Høj Jensen allerede i fjor. Og hos hende er der ikke langt fra tanke til handling. Med god hjælp fra folkene på restaurant LMNT, samt et par kokke med amerikanske rødder, blev der arrangeret og fejret Thanksgiving - og der manglede ikke noget.
Det blev en succes, og en dag, som amerikanerne nød - og som de var meget glade for.
“Det skal naturligvis gentages,” lyder det fra Anette Høj Jensen, som igen i år har fået fantastisk hjælp af LMNT, kokkene her - og lidt hjælp udefra. Onsdag aften går det løs. Så er der Thanksgiving på Torvet i Haderslev, og der bliver hygget på amerikansk.