Team HK Køge svarede igen med storsejr
Sejren skal følges op i søndagens hjemmekamp i Køgehallen mod BK Ydun
HÅNDBOLD: Efter sæsonens første nederlag mod FIF sidste tirsdag aften, svarede Team HK Køges 2. Divisionsherrer tilbage for fuld knald, da det søndag aften gik løs på udebane mod rækkens bundhold, Amager SK.
Det var tydeligt at Team HK Køge var opsatte på hurtigst muligt at få hvisket pletten af sig, og det skete med en koncentreret og inspirerende indsats mod Amager SK som blev sat godt og grundigt til vægs med de overbevisende cifre 34-12.
Shan Samtos og Nicolaj Fabricius scorede hver 7 gange, Nicklas Rasmussen og Brian Ankersen hver 6, Christian Neergaard 3, Claus Hansen og Nicklas Møller hver 2 mens Jacob Vive scorede en enkelt gang.
Efter søndagens storsejr valgte træner Lars Nedergaard, at give spillerne fri fra mandagstræningen. Det skete blandt andet fordi Team HK Køge havde modtaget en invitation fra tøjbutikkerne Bogart og Cosmo i Nørregade i Køge.
Ejeren, Gert Nodin, var vært med en sandwich og lidt at drikke, og så fik Team HK Køges 1. og 2. holdstrup lov til at shoppe løs blandt de mange spændende mærkevarer man kan finde i de to tøjbutikker. Så der var rigelig mulighed for at finde julegaven til sig selv, eller bare forkæle sig med lækre varer i den mørke november tid.
- Team HK Køge takker Gert Nodin og Co. mange gange for at afholde denne anderledes træningsaften for os, det er med til at skabe sammenhold og en god stemning i truppen, siger Kent Ankersen fra Team HK Køge.
Med storsejren er Team HK Køge atter alene i spidsen, to points foran Øresund Håndbold, der blev sat til vægs i udekampen mod Rødovre HK.
Næste opgave for Team HK Køge er hjemmekampen søndag den 30. november kl. 15.00 i Køgehallen, hvor BK Ydun, der ligger placeret midt i rækken, er modstanderen.
Køge-spillerne er ekstra opsatte på at vise det trofaste hjemmepublikum, at nederlaget mod FIF var en enlig svipser. Holdet håber derfor at man endnu engang vil få en fantastisk opbakning fra en fyldt Køge-hal.
Efter divisionskampen mødes de to klubbers andethold i Kvalifikationsrækken. Denne kamp starter kl. 16.30 i Køgehallen.
Team HK Køges sidste hjemmekamp før julepausen mod IF Stadion er flyttet til lørdag den 13. december kl. 15.15 i Køgehallen.