Fortsæt til indhold

Red forholdet før det er for sent

Arkiv
Arkiv

Det er kun i fjernsynet man bliver ”gift ved første blik”. Men selvom parforholdet er en af grundstenene for samfundet, findes der ingen uddannelse i at være par hverken før eller efter. Det råder folkekirkerne i Haderslev bod på og tilbyder efter nytår igen et kursus i, hvordan vi bliver endnu bedre til at kommunikere sammen.
Der er plads til otte par på kurset, der fra 3. februar får fire tirsdage til at arbejde målrettet med at videreudvikle deres gode vaner i kunsten at kommunikere sundt med hinanden.
"Vi kan ikke leve lykkeligt til vores dages ende. Hollywood-forestillingerne falder hurtigt sammen i parforholdet, men med de rette redskaber, kan vi lære, hvordan man lever i et forhold mellem mand og kvinde," mener Inger Margrethe Jørgensen fra Haderslev. Hun er lærer, certificeret Imago parterapeut og psykoterapeut MPF og leder kirkernes kommunikationskursus for par.
"Det er langt bedre at forebygge, end at helbrede. Men der skal arbejdes med det, for det er nemt at såre hinanden. Og hvorfor gør vi egentlig det," spørger parterapeuten.

Hverdagsliv, travlhed og længsler

"Hensigten med kommunikationskurset er, at give folk mulighed for at nå hinanden i nær kontakt, uden der er alt for mange sten på vejen. Vi er blevet gift og har måske fået børn sammen, fordi vi elskede hinanden. Det er svært at forstå, at kærlighed somme tider kan blive til, at vi skælder ud, kontrollerer eller viser kulde overfor hinanden," fortæller Inger Margrethe Jørgensen.
"Det er nogle af de problemfelter dette kursus kaster lys over: når hverdagsliv, travlhed, længsler og ensomhed i parforholdet bliver en virkelighed," fortæller hun.
Det er det fælles diakoniudvalg ved Gl. Haderslev sogn og Haderslev Domsogn, der igen arrangerer denne håndsrækning til at få udviklet parforholdet. Mødedatoer for forårsholdet er 3. og 17. februar. Samt 3. og 17. marts kl. 19.30 – 22.00 i Hertug Hans kirke. Holdet bliver hurtigt fyldt, så det er nu du skal melde dig og din partner til kurset på billetto.dk/parkursusf15. Det koster 800 kroner pr. par.

Inger Margrethe Jørgensen fra Haderslev leder kurset.

Sindets kronjuvel

"Man kan vel kalde det målrettet udvikling for alle aldre og livsfaser," fortsætter Inger Margrethe Jørgensen:
"Anerkendelse er sindets kronjuvel. I anerkendelsen og nærværet finder vi balance og velvære nok til bedre at kunne rumme de svære ting i livet med hinanden. Ved nærvær og anerkendelsen af sårbarheden hos hinanden, mærker vi kærlighed og dybde i vores forbindelse med hinanden. Vi mærker, at vores partner er der for os."
Parkurset giver parrene konkrete øvelser i enrum med ens partner, med mulighed for supervision. På den måde får man indsigt i at håndtere den daglige kommunikation med hinanden endnu bedre.
"Vi skal høre om, hvordan god kommunikation og anerkendelse indvirker positivt på vores parforhold og familieliv. Kærlighed er en beslutning om hver dag at ville det. Det kan være hårdt arbejde. Og det er det hele værd," slutter kursuslederen.
Kommunikationskurset består af oplæg, opgaver med øvelser for parrene, og der er altid tid til spørgsmål. Læs meget mere på hado.dk/parkursus.