Shaka Loveless og Mike Andersen gæster Tobakken i denne uge
Tobakken byder på gange dansk denne uge.
Torsdag kl. 20.00 gælder det Shaka Loveless, mens support er Jonas Rendbo. Shaka Loveless indtager Tobakkens scene på torsdag efter et heftigt år, hvor han med sit andet album ”Det Vi Sku' Miste” for alvor indtog den danske musikscene. Førstesinglen “Dengang Du Græd” blev nærmest en landeplage, der opnåede godt 2 millioner streams, og med heftige optrædener på årets Grønne koncerter fik den tæt på Esbjerg fødte og nu Københavnerresiderende 29-årige sanger hele familien Danmark med på vognen.
Det bliver “vores egen” Jonas Rendbo, der har fået tjansen som support, så der er næsten tale om en Esbjerg aften...med lidt god vilje!.
Lørdag kl. 21.00 kan Tobakken igen med stor glæde konstatere, at interessen for at opleve Mike Andersen er større end nogensinde før. Mike Andersen kommer til Tobakken med sit seneste album “Home” i ryggen, som igen vidner om, at Mike og hans fantastiske band spiller blues/soul med internationalt format.