Julen er en farefuld tid
Risikoen for både brand og indbrud er stor i december
Julen er en dejlig tid, men kan også være en ganske farefuld en af slagsen. For eksempel er risikoen for brand i private hjem dobbelt så høj i december som i nogen anden måned. Det viser en undersøgelse, som Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.
”Måske glemmer man i farten at slukke alle lysene i adventskransen, og der findes ingen garantier for, at fejl i elinstallationer ikke indtræffer om natten. At opsætte en røgalarm er ubetinget den bedste sikring, man får mod brandes voldsomme konsekvenser,” siger Kim Rud-Petersen, koncerndirektør Nordic i Gjensidige Forsikring.
Julen er også indbrudstyvenes højtid, så der er al mulig god grund til at huske de mange gode råd om at lade noget være tændt og få naboen til at tømme postkassen, hvis man tager væk på jule- eller nytårsferie.
Også Middelfart Sparekasse melder sig med gode råd. I år ventes hver femte julegave at blive købt på nettet, og også herskal man være opmærksom.
“Det er jo sådan her i verden, at hvis noget ser for godt ud til at være sandt, er det ofte tilfældet. Men det ved svindelforretningerne også godt, så ofte bliver fx kopivarer udbudt til en pris, der ikke er usandsynlig lav. Og så bliver det sværere at gennemskue,” siger Bent Hørby, kundekonsulent i Middelfart Sparekasse, der generelt opfordrer til, at man bruger sin kritiske sans, når man shopper på nettet.